Det vakte stor opsigt da den svenske forsvarschef for nylig gik ud og opfordrede sine landsmænd til at være forberedt på krig.
Og nu bliver budskabet så gentaget.
Det er ingen ringere end formanden for NATOs militærkomité, Rob Bauer, som bakker op om udsagnet.
Det skriver Dagbladet.
Den skræmmende melding kom torsdag på et møde for NATO-landenes forsvarschefer i Bruxelles.
Og her var der altså fuld støtte til den svenske forsvarschef, Michael Bydén.
Bauer siger blandt andet:
»Han har helt ret. Jeg har tidligere sagt noget lignende selv. Krig er ikke bare noget, som angår militæret. Det må flere til at forstå.«
Det er altså vigtigt, at civilbefolkningen også er klar, hvis der skulle opstå en akut militær situation.
»Et kollektivt forsvar betyder, at hele samfundet skal involveres, om vi så kan lide det eller ej. Vi må kunne handle hurtigt, hvis der sker noget. Vi må hurtigt kunne mobilisere mennesker og hurtigt være i stand til at producere nye våben,« siger Bauer, der er admiral.
I den aktuelle krig mellem Ukraine og Rusland, konstaterer Bauer, at der ikke er sket de store landvindinger på det seneste.
»Vi skal ikke forvente, at der sker et mirakel på nogle af siderne i krigen,« siger han og appellerer til fortsat fuld Ukraine-opbakning.
»Vi må fortsætte med at støtte dem. Det er det allervigtigste. Hvis Rusland trækker sig ud af Ukraine i morgen, er krigen slut. Men hvis ukrainerne lægger deres våben, vil deres land være tabt. De har ikke noget alternativ.«