Det er ved at være sidste udkald, hvis du har en gedulgt gesjæft eller blot har en masse 1.000-kronesedler liggende under hovedpuden. 

For meget snart er 'tusserne' værdiløse. 

Søndag den 31. maj er sidste dag, hvor borgere har ret til at indlevere 1.000-kronesedler og ældre pengesedler til Nationalbankens tre indleveringssteder. 

Det skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse. 

Banken forventer, at der vil være stor kø ved de tre indleveringssteder, som er tre Forex-butikker i Aarhus, København og Odense.

»Man kan stadig nå det, hvis man har ældre pengesedler eller 1.000-kronesedler, men man har travlt, og med det pres, vi har oplevet op mod fristen, skal man forberede sig godt hjemmefra, medbringe de nødvendige blanketter og dokumenter og væbne sig med tålmodighed,« siger Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken, i pressemeddelelsen. 

Nationalbanken har i to et halvt år indsamlet 1.000-kronesedler fra den nuværende seddelserie og sedler fra 1944-, 1952-, 1972- og 1997-serierne. Nu er der kun få dage tilbage, og i de seneste uger har der været meget travlt ved bankens indleveringssteder.

Ni dage før den endelige frist har Nationalbankens indleveringssteder i Aarhus, Odense og København modtaget over 43.000 indleveringer og over 200 mio. kroner siden de åbnede i december 2024. I alt er der indleveret sedler for 21,1 mia. kroner siden 30. november 2023, skriver Nationalbanken. 

forexvaluta.dk kan man læse, hvordan man indleverer sedlerne via indleveringsstederne.