Natascha Kampusch om de 13 børn fra 'skrækhuset': Derfor bør de besøge deres forældre i fængslet

Det østrigske kidnapningsoffer Natascha Kampusch kommer med gode råd til de 13 mishandlede børn fra Perris i Californien.

De skal have mulighed for at sige til deres forældre, at de hader dem eller, at de har tilgivet dem og er kommet videre, lyder rådet fra én, man nok må sige, ved, hvad hun taler om.

Østrigske Natascha Kampusch, der i 1998 som 10-årig blev kidnappet og de næste otte år holdt fanget som sex-slave af en fremmed mand, kommer i et interview med den britiske avis The Telegraph med sin vurdering af, hvordan de 13 børn fra Perris i Californien kommer videre med deres liv og får helet de sår på sjælen, deres forældre har påført dem.

Normalt siger man, at alle forældre - uanset deres ressourcer, formåen og evner - dybest set gør, hvad de kan for deres børn. At enhver mor og far elsker deres børn, og at ingen forældre bevidst gør noget for at skade deres egne børn.

Efterhånden som detaljerne i sagen om de 13 mishandlede, misrøgtede og indespærrede børn fra Perris i det østlige USA kommer frem, bliver man dog nødt til at stille et stort spørgsmål ved sandheden i dét udsagn.

Artikel efter artikel og den ene tv-reportage efter den anden dokumenterer nemlig, hvordan børnene blev lænkede til deres senge i dagevis. Hvordan de blev tvunget til at leve om natten og sove om dagen, så forældrene kunne holde dem skjult for omverdenen. At de hverken kom i bad eller til tandlæge og ofte måtte se på, at forældrene spiste, mens de selv sad med tomme tallerkner og maver.

Først da det for nylig lykkedes en 17-årig pige at flygte fra rædslerne og slå alarm til politiet, kom ægteparret Turpins udåd for dagens lys.

I øjeblikket er 49-årige Louise Turpin og 57-årige David Turpin sigtet for 75 forhold af tortur, mishandling eller misrøgt af deres egne børn. 37 tilfælde for 49-årige Louise Turpin og 38 tilfælde for 57-årige David Turpin, som også er sigtet for 'uanstændig handling mod et barn under 14 år'.

Begge forældre nægter sig skyldige i sagen, der kan ende med at give dem op til 94 år i fængsel. Retssagen mod dem begynder først i februar, men mere og mere tyder på, at Turpin-parret kan se frem til en skæbne, der ligner den, de i årevis gav deres eget afkom.

Natascha Kampusch mener, at det er vigtig for børnene, at de får lov til at besøge deres forældre i fængslet, hvor de højst sandsynligt kommer til at tilbringe resten af deres liv.

»Det er også vigtigt, at de har kontakt med deres forældre og mulighed for at besøge dem i fængslet. Det vil give dem mulighed for at finde en vej ud og enten tilgive dem eller lægge dem bag sig. Det vil hjælpe dem med at starte en proces, hvor de kan håndtere hele situationen og blive mere stabile,« siger hun.

Selv har Natascha Kampusch aldrig selv haft mulighed for at konfrontere sig egen kidnapper. Wolfgang Priklopil tog sit eget liv, da det lykkedes hende at flygte, og hans forbrydelse blev opdaget.

Måske netop derfor understreger hun vigtigheden af, at børnene får den mulighed.

»Børnene vil have behov for at få det afsluttet for at komme videre. Så ja, de bliver nødt til at have muligheden for at se deres forældre, også selv om det kun er for at sige 'Jeg hader dig, du er et monster.'«

Børnene er i øjeblikket indlagt på forskellige hospitaler for at komme til kræfter. Når de er klar til det, bliver de placeret i plejefamilier. Men ét er de fysiske mén af den behandling, de har været udsat for. Noget andet er de psykiske sår, børnene har fået på sjælen gennem årene.

Natascha Kampusch siger, at børnene nok skal komme sig over de fysiske mén. Hun mener, at de - selv om de nu har fået deres frihed - i lang tid endnu bliver nødt til at leve afsondret og undgå dagslyset, fordi verden vil virke for overvældende på dem i begyndelsen.

»For mig var det meget hårdt. Østrig er et lille land, og jeg blev her, fordi min familie er her,« siger hun og tilføjer:

»Amerika er kæmpe stort, og alle taler samme sprog, så det vil være nemmere for dem at flytte et eller andet sted hen og begynde et nyt liv.«