Natten til lørdag blev politiet kontaktet af borgere, der havde set en bil slingre på Præstemarken i Roslev nord for Skive.

Da politiet kom frem til en 20-årig mand, der sad bag rattet, nægtede han at tale med politiet – og så tog han flugten.

Det siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Stage til TV Midtvest.

»Det endte med en eftersættelse, hvor patruljen til sidst – ude på et grønt område – lavede en forsætlig påkørsel, og det fik bragt køretøjet til standsning,« siger vagtchefen til mediet.

Men bilisten var stadig ikke klar til at tale med politiet.

Det viste sig, at manden var narkopåvirket og tidligere har fået taget sit kørekort. Da han desuden forsøgte at sparke en politibetjent, endte han med en række sigtelser mod sig og fik konfiskeret bilen.