Det ligner et tilforladeligt billede. Top-demokraten Nancy Pelosi ses i en frisørsalon efter at have fået klippet sit hår.
Men billedet kan være en kæmpe – og meget kærkommen – gave til Donald Trump.
Nancy Pelosi blev filmet med overvågningskamera i en frisørsalon i den amerikanske storby San Francisco mandag, og nu har billedet – som du kan se længere nede i artiklen – fundet vej til adskillige store amerikanske medier, herunder Fox News og CNN.
Af den simple grund, at Demokraternes majoritetsleder i Repræsentanternes Hus har trådt alvorligt i spinaten. Ja, i en sådan grad, at det Trump-kritiske medie CNN kalder billedet 'en kæmpe gave til Donald Trump'.
Sagen er nemlig den, at det kun er tilladt at blive klippet udendørs i San Francisco netop nu på grund af coronapandemien.
Det er i sig selv en møgsag for Pelosi, men det bliver endnu værre.
For overvågningsbillederne viser også, at hun ikke bærer mundbind – hvilket går imod Californiens myndigheders anbefalinger.
»Det er som at få et slag i ansigtet, når hun kommer der og føler, at hun bare kan komme og få klippet sit hår, når ingen andre kan, og jeg ikke må arbejde,« siger frisørsalonens ejer, Erica Kious, til Fox News.
Ifølge det Trump-venlige medies udlægning af sagen var det en frisør, som lejer sig ind hos Kious, der slog dørene op for Nancy Pelosi.
Pelosis håndtering af sagen har ifølge CNN blot båret yderligere brænde til bålet.
Til CNN oplyser Pelosis talsmand, at hun skam bar mundbind under sit frisørbesøg, bortset fra da hun fik vasket sit hår. Hun ser da også ud til at have vådt hår på billedet fra overvågningskameraet.
»Forretningen tilbød majoritetslederen at komme ind i salonen mandag og fortalte, at de af byens myndigheder havde fået lov til at have en kunde ad gangen,« fortsætter talsmanden Drew Hammill og understreger, at Pelosi efterlevede alle salonens retningslinjer.

Onsdag tog Pelosi det fulde ansvar for at være mødt op i frisørsalonen, men påpegede samtidig, at hun var blevet lokket i 'en fælde' af politiske modstandere – og var faldet i den.
Det benægter frisørsalonens ejer på det bestemteste – og uanset hvad har Pelosi begået en kapitalbrøler, som kan få alvorlige konsekvenser.
For hvordan i alverden kunne en garvet toppolitiker som 80-årige Nancy Pelosi dog finde på at tage en frisørsalons udlægning af restriktionerne for gode varer uden selv at undersøge sagen – endda få måneder før et ekstremt vigtigt præsidentvalg, spørger CNN's politiske kommentator Chris Cillizza.
Han mener, at Pelosi har gjort sig selv, og det demokratiske partis top – herunder præsidentkandidaten Joe Biden – særdeles sårbar. Og givet den ellers trængte præsident, Donald Trump, en kæmpe gave.

For Trump og hans kampagne har igen og igen langet ud efter demokraterne, som anklages for at være dobbeltmoralske: at der gælder et regelsæt for dem og et andet for alle andre.
Og netop Pelosi har været en af de mest højrøstede kritikere af Donald Trumps coronastrategi.
Donald Trump var da heller ikke sen til at se en mulighed – og udnytte den.
'Skøre Nancy Pelosi bliver udraderet for at få en frisørsalon åbnet, når alle andre er lukket, og ikke at bære mundbind – til trods for at hun igen og igen har været belærende over for andre,' skriver Donald Trump på Twitter.
På Twitter griber Trumps egen kampagne 'Trump war room' (Trumps kommandocentral) da også bolden – og det samme gør adskillige Trumps-støtter på de sociale medier.
Der er præsidentvalg i USA 3. november.
B.T. følger naturligvis kampen mellem den demokratiske udfordrer Joe Biden og den republikanske præsident, Donald Trump, tæt – både før, under og efter det også for os danskere vigtige valg.