En potentiel nævnings stemme rystede, da hun fortalte advokaterne, at hun frygtede for sin families sikkerhed, hvis hun blev udvalgt.
Hun frygtede at blive en af de 15 personer, der er udvalgt som nævninger til retssagen i Minneapolis mod den hvide betjent Derek Chauvin. Han er tiltalt for drabet på den sorte mand George Floyd sidste år.
Da dommeren lod hende slippe pustede hun ud i lettelse, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Sagen mod betjenten begynder mandag, og den ventes at blive fulgt med stor bevågenhed i USA og store dele af verden. 46-årige George Floyd mistede livet 25. maj, efter at Chauvin havde holdt ham nede i asfalten med sit knæ i over ni minutter.
I alle sager kan nævningerne føle et pres, fordi deres beslutning kan ændre liv. Men vægten på nævningernes skuldre under sagen i Minneapolis er i en helt anden kategori.
De udvalgte skal beslutte, om der skal tildeles skyld i forbindelse med en sort mands død, der afstedkom nogle af de største protester i USA's historie.
Et højt hegn, der er blevet placeret rundt om retsbygningen, vil hver dag minde nævningerne om sikkerhedstruslen. Nogle dage er folk mødt op med skilte med påskriften "Straf Derek Chauvin" og "Verden følger med".
Nævningerne vil også være klar over, at Floyds død førte til demonstrationer i USA's gader i flere måneder. Undervejs blev butikker landet over plyndret og nogle brændt ned.
Talrige personer har udtrykt ubehag over udsigten til at skulle deltage som nævninger i retssagen. Det tog to uger at finde nævningerne. Omkring 70 personer var igennem flere spørgerunder, før de 15 blev udpeget.
Mindst én tårevædet person blev fritaget, mens en række tydeligt nervøse også slap.
Andre viste ingen frygt. En sort mand i 30'erne, der endte med at blive udvalgt, skrev i et spørgeskema, at retssagen ville blive den største i hans liv, og at han "ville elske at være en del af den", skriver AP.
Alle blev de spurgt, om de vil kunne sætte udefrakommende påvirkninger til side og udelukkende afgøre sagen ud fra beviser fremlagt under retssagen.
Det har alle de udvalgte forsikret om, at de kan.
Minneapolis med over 400.000 indbyggere forbereder sig på afgørelsens konsekvenser for byen, hvis den går imod det, som mange ser som det retfærdige udfald.
En dommer har inden retssagens begyndelse afvist at flytte retssagen til et andet sted. Det er en beslutning, Chauvin kan bruge i sin anke, hvis han kendes skyldig.
Der er få eksempler på, at betjente er blevet frifundet ved ankesager, fordi det er kommet frem, at nævninger frygtede optøjer i gaderne, hvis de ikke dømte dem skyldige.
Nævningerne er sammensat af seks hvide kvinder, tre sorte mænd, tre hvide mænd samt to kvinder af blandet race og en sort kvinde.
Retssagen mod Derek Chauvin ventes at vare omkring en måned.
/ritzau/
