Et Boeing 787-9-fly var ved at blive gjort klar til afgang fra Frankfurt Lufthavn.

Men så gik det grueligt galt.

For på få sekunder sank det forreste af flyet forover og endte med næsen mod jorden ved gaten.

Det fortæller tysk politi til Frankfurter Allgemeine.

Ifølge politiet var flyet parkeret ved gaten, og der var endnu ingen passagerer om bord.

Lufthansa fortæller dog til Aero Telegraph, at flere besætningsmedlemmer er kommet til skade.

»Flere medarbejdere blev såret og modtager i øjeblikket lægebehandling,« lød det fra en talsperson.

Årsagen til uheldet er endnu ukendt, og det samme gælder skadens omfang.

Lufthansa har nedsat en krisestab.

Så længe flyet står fast ved gaten, ventes der forstyrrelser i flytrafikken i Frankfurt Lufthavn. Andre fly kan blive forhindret i at køre ind og ud, og gaten kan ikke bruges.

Flyet skulle efter planen være lettet klokken 13.50 mod Los Angeles.