Den tyske Christian Brueckner, der siden 2020 har været hovedmistænkt i Madeleine McCann sagen, blev i september løsladt fra fængslet, men hvad der ventede på den anden side har ikke været, som han formentlig havde forventet. 

Den 48-årige kunne efter sin løsladelse ikke finde nyt tag over hovedet – han er angiveligt blevet smidt ud af hoteller og hostels for hjemløse flere gange, skriver Dagbladet

»Jeg vil have, at de stopper denne heksejagt mod mig og giver mig mit liv tilbage,« sagde han til Sky News i september. 

Derfor blev han flyttet til en hemmelig adresse af politiet – hvor han har fodlænke på, og myndighederne har taget hans pas. 

Men det er ikke gået smertefrit for den hovedmistænkte i den opsigtsvækkende sag. 

Da den lokale presse opdagede, at han skulle bo i Neumünster, førte det til stærke reaktioner fra borgere samt et krav om, at han skal flytte. 

Flere lokale har ifølge medierne delt billeder og opdateringer om hans opholdssted på sociale medier, hvor flere også skulle have opfordret til vold mod ham. 

Lørdag valgte omtrent 150 lokale at møde op til en demonstration for at få ham fjernet fra byen.

»Jeg accepterer, at de, der løslades fra fængslet, skal have mulighed for at vende tilbage til samfundet, men der er forskel på det og at lade en person spankulere så frit rundt,« sagde Alex Ehmke, der deltog i demonstrationen til Sky News ifølge Dagbladet. 

Christian Brueckner har afsonet syv år for voldtægt af en kvinde i 2005, og siden 2020 har han været hovedmistænkt i sagen om Madeleine McCanns forsvinden.

Han afviser selv alle anklager om at have været involveret i pigens forsvinden.