»Jeg gjorde det, fordi jeg elsker mine børn – for at beskytte dem.«
Sådan sagde en mor om bevæggrunden for sine handlinger for et års tid siden.
Her hørte en nabo kortvarigt høje skrig og gråd fra familien Johns hjem i den britiske by Stoke-on-Trent.
Kort efter forlod Veronique John, som er mor til to, hjemmet iført en morgenkåbe, og søgte mod et bilvaskeri, hvor hendes mand Nathan John befandt sig.
Efter ankomsten stak hun ham i maven med en kniv, skriver Sky News.
I retten er det kommet frem, hvad der var, naboen havde hørt den junidag i 2023.
Veronique John returnerede til hjemmet efter at have såret sin partner. Her greb hun telefonen og ringede 999 (svarende til 112 her i Danmark):
»Jeg ringer for at fortælle, at jeg lige har dræbt mine to børn,« sagde 50-årige Veronique John til alarmcentralen.

De høje skrig fra hjemmet var forårsaget af adskillige knivstik, som kostede både syvårige Elizabeth John og 11-årige Ethan John livet.
Under retsmødet ved Nottingham Crown Court kom det frem, at Veronique John stak sin søn Ethan mere end 20 gange, mens datteren Elizabeth blev fundet i stuen med hovedtraumer og tre knivstik, herunder i maveregionen.
Nathans lig blev fundet i soveværelset med blandt andet et 17 centimeter dybt knivstik i nakkeregionen.
I retten kom det også frem, hvorfor Veronique John slog sine børn ihjel – og hvorfor hun selv følte, at hun 'beskyttede' dem med sine frygtelige handlinger.
»Hvis du har en pistol, så skyd mig. Jeg er ikke et monster. Han ville tage dem fra mig,« sagde den drabsanklagede mor, da politiet ankom til hendes hjem, kort efter at hun havde oplyst om drabene på sine to børn.
Det var manden Nathan, hun henviste til.
Deres forhold var ifølge politiet meget betændt på det tidspunkt. Så sent som dagen før børnene blev dræbt, havde Veronique John angrebet manden Nathan med et stykke træ. Et forhold, hun blev anholdt, men efterfølgende løsladt for.
Hun var overbevist om, at han havde en affære og ville ikke have, at han havde en mobiltelefon med adgang til internettet.
Veronique John er ved retten anklaget for drab på sine to børn Elizabeth og Ethan, drabsforsøg på manden Nathan, samt det voldelige overfald på ham dagen før de frygtelige scener udspillede sig i parrets hjem.
Hun er på grund af sin sindstilstand erklæret uegnet til at vidne i retten.