Rygterne om en forestående naturkatastrofe i Japan svirrer på nettet, efter en række dybhavsfisk af arten sildekonge er gået i fiskenet eller skyllet op på strande i øriget, skriver CNN.

Ifølge lokal overtro søger den sjældne kæmpefisk kun mod overfladen, når et jordskælv er nært forestående, og da Fukushima-tsunamien dræbte omkring 20.000 mennesker i 2011, var mindst et dusin sildekonger fundet på forskellige strande i året op til katastrofen.

I Japan kaldes sildekongen for 'Ryugu no tsukai' eller 'Budbringeren fra havgudens palads', men ifølge eksperter er det ren overtro, at den skulle bringe varsel om kommende naturkatastrofer.

»Der er overhovedet ikke noget videnskabeligt bevis for, at sildekonger dukker op i forbindelse med store jordskælv. Men vi kan ikke afvise muligheden med 100 procents sikkerhed,« siger Kazusa Saiba fra aquariet i Uozo til CNN.

Fisken lever mellem 200 og 1.000 meter nede i havets dyb, og kan blive op til 11 meter lang, hvilket gør den til verdens længste, nulevende benfisk.

Den lever af mikroskopiske rejer, hvilket ifølge en anden ekspert, som CNN har talt med, kan forklare de opsigtsvækkende besøg til overfladen.

»Når deres rejer stiger op mod planktonen i dagtimerne, kan sildekonger nogle gange følge efter og blive fanget i fiskenet,« siger lederen af aquariet i Uozu, Osamu Inamura.

Andre teorier peger på, at den globale opvarmning kan ligge til grund for, at fisken søger opad. Det kan dog ifølge CNN heller ikke udelukkes, at ændringer i jordskorpen på havbunden inden et jordskælv tvinger sildekongen til at søge op mod overfladen.