Amerikanske embedsfolk og turister er vendt tilbage fra ophold i Cuba med foruroligende symptomer, herunder høreskader, svimmelhed, hovedpine, søvnløshed og deciderede kognitive problemer. Det skriver Fox News.

De amerikanske statsborgere har oplevet sære lyde op til, at de først oplevede de ubehagelige symptomer.

Siden slutningen af september er 19 amerikanske statsborgere vendt hjem fra Cuba med disse symptomer, som også 24 medarbejdere på den amerikanske ambassade i Cuba har oplevet. Ifølge Fox News, så har lægelige undersøgelser af de personer, der oplever symptomer, vist, at de har oplevet ændringer i hjernen og dermed pådraget sig en hjerneskade.

Årsagen er ukendt. Men USA mistænker, at den cubanske regering står bag det hele, og at de bevidst har »angrebet« amerikanske statsborgere på en eller anden måde, så de er blevet syge. Muligvis med virus.

USA er ikke gået så langt, at de ligefrem anklager Cuba for et bevidst angreb på deres statsborgere, men USAs udenrigsminister Rex Tillerson mener, at Cubas regering er klar over, hvad der er skyld i problemerne.

»Jeg mener fortsat, at den cubanske regering eller nogen i selve regeringen, kan sætte en stopper for dette,« sagde Rex Tillerson tilbage i januar måned.

Allerede tilbage i oktober udviste USA flere cubanske diplomater i forbindelse med sagen, hvor USA begrundede det med, at Cuba ikke havde formået at beskytte USAs diplomater, som det er påkrævet i henhold til Wienerkonventionen.

Netop fordi de personer, som er blevet syge, havde oplevet sære monotone lyde op til deres symptomer, så har det forlydt, at de var blevet angrebet med særlige soniske angreb, men det er blevet afvist i en FBI-rapport.

USAs advarer nu officielt dets statsborgere om at undgå rejser til Cuba, på grund af 'alvorlig fare for helbred og sikkerhed'.