Mystisk skib med forbindelse til Putin i dansk farvand – følges tæt af dansk krigsskib
Skibet forlod Kaliningrad 25. juni og har siden bevæget sig mod dansk farvand.

Skibet forlod Kaliningrad 25. juni og har siden bevæget sig mod dansk farvand.

Et skib, som kan have forbindelse til den russiske præsident, er netop nu på vej gennem dansk farvand.
Her ser det samtidig ud til at være fulgt tæt af et dansk krigsskib.
Der er tale om bjærgningsfartøjet Voevoda, som i skrivende stund befinder sig i Kattegat, efter det søndag aften sejlede gennem Storebælt.
Netop Voevoda har gennem en række måneder været genstand for heftig debat på diverse maritime nyhedssider.
For selvom den officielle beskrivelse af skibet er, at det skal være et bjærgningsfartøj eller redningsfartøj, så går spekulationerne på, om det 111 meter lange skib i stedet skal være den russiske præsident, Vladimir Putins, private luksusyacht.
Billeder af skibet på sociale og traditionelle medier viser da også et enormt og imponerende skib, der har plads til helikopterlanding agter.

Det vil være ekstraordinært nyttigt, hvis man som magtfuld præsident vil kunne komme ubesværet til og fra sin yacht.
Det lader dog ikke til, at Voevodas – der betyder 'Krigsherre' på russisk – færd gennem dansk farvand går ubemærket hen.
Netop nu ligger et dansk krigsskib helt tæt på det russiske skib, der er på vej nord, efter det 25. juni lagde fra havn i den russiske enklave Kaliningrad i den sydøstlige Østersø.
Det er også blevet bemærket på sociale medier, at Voevoda og et par andre skibe med forbindelse til den russiske præsident muligvis er i dansk farvand.

B.T. har dog kun kunnet bekræfte Voevodas tilstedeværelse via åbne kilder.
Om Voevoda vitterligt har forbindelse til den russiske præsident, og om Putin reelt benytter sig af skibet fra tid til anden, kan vi ikke verificere.
Og det er nok yderst tvivlsomt, om den russiske præsident er på skibet netop nu, mens det befinder sig i dansk farvand.
Men grunden til spekulationerne angående skibet skyldes ikke mindst, at det skal afvige markant fra andre bjærgningsskibe i den russiske flåde.
Blandt andet skal Voevoda have hele otte luksussuiter, lounge med mulighed for buffet samt kontorer, er det blevet beskrevet.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Forsvarskommandoen, om man er i gang med at følge Voevoda gennem dansk farvand.