De seks mystiske kugler er dukket op på en strand i den nordøstlige del af Australien.

Og selvom det lyder som noget fra en film ... så er de altså sandsynligvis faldet ned fra rummet.

Endnu én. Foto: Queenslands Fire Department

Sådan skriver The Guardian om fundet af de skinnende genstande ved Forrest Beach i delstaten Queensland.

For eksperter fra det australske rumagentur mener, at der er tale om rumaffald. De skal dog undersøges nærmere.

»De ligner noget, man kan finde som en del af et brændstofsystem,« siger Alice Gorman, rumekspert fra Flinders University, der kun har set kuglerne på et billede:

»De ligner trykbeholdere lavet af titanium med et meget højt smeltepunkt.«

Og endnu én! Foto: Queensland Fire Department

En teori går på, at der muligvis kan være tale om, at de er blevet udskilt fra en raket i forbindelse med en opsendelse.

Og at de skulle have indeholdt brændstof. Eller måske stadig gør det.

Ifølge det lokale politi er der ingen fare for lokalsamfundet og der kræves ingen efterforskning af fundene, har det lydt.

Fem af kuglerne er blevet indkapslet, mens den sidste er blevet betragtet som »sikker«.