Forskere har igangsat en undersøgelse for at finde ud af, hvad der får en mystisk massedød af sæler til at fortsætte i Alaska.

Mindst 60 sæler er inden for kort tid på mystisk vis fundet døde på strande, der strækker sig helt fra den sydlige del af Beringstrædet til Tjukterhavet nær den nordlige polarcirkel.

De døde sæler begyndte at dukke op i maj i år. Det var lokale borgere og en biolog fra Alaskas National Park Service, som rapporterede de første fund af døde sæler.

Forskere fra The National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) fortæller til Reuters, at de døde sæler er af forskellige arter – alt fra spættet sæl til remmesæl og ringsæl.

Situationen er ekstra kritisk, da remmesæler er en beskyttet dyreart i Alaska.

En lang række døde sæler er skyllet op på kysterne i Alaska (Arkivfoto)
En lang række døde sæler er skyllet op på kysterne i Alaska (Arkivfoto) Foto: HO
Vis mere

Der er mindre is i Beringstrædet og på Tjukterhavet end normalt, da temperaturen af havoverfladen er højere end sædvanligt, men det er endnu uvist, om dette er skyld i massedøden.

»Vi er ved at mobilisere vores pattedyr-eksperter og vores partnere, så vi kan tage nogle prøver,« siger Julie Speegle, talsperson for NOAA, og fortsætter:

»Der kan være tale om opblomstring af skadelige alger. Det (massedøden, red.) kan skyldes en lang række forskellige ting.«

Ifølge Brian Brettschneider, klimatologi ved Alaska Fairbanks Universitet, er isen næsten forsvundet i Beringstrædet og i Tjukterhavet.

Han fortæller til Ritzau, at denne sommers smeltning af isen er begyndt mindst tre uger tidligere end normalt i Beringstrædet, mens smeltningen i Tjukterhavet er omkring en måned foran.

Temperaturen af havoverfladen var i sidste måned 4,5 grader højere end sædvanligt på denne årstid.

Den mystiske massedød af sæler kommer blot få dage efter en bekymrende historie om en lang række døde gråhvaler, som er blevet fundet ved USA's vestkyst.

Intet mindre end 70 gråhvaler er således skyllet op på stranden på kysterne ved Californien, Oregon, Washington og Alaska i årets første fem måneder.

Det har fået NOAA til at aktivere en lov, der giver adgang til øgede ressourcer til en undersøgelse af gråhvalernes massedød.

Ifølge forskerne er det kun 10 procent af døde hvaler, som skyller op ved kyster, da resten synker eller skyller op i isolerede områder. Derfor kan det meget vel være, at flere end 530 hvaler – af en population på mellem 20-23.000 – reelt er døde.

NOAA's talperson udtaler til Reuters, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at sige, hvorvidt massedøden af sælerne og gråhvalerne hænger sammen.