Mystisk ligfund i Norge: 'Det var en brutal oplevelse'
Der iværksat et internationalt politisamarbejde i bestræbelsen på at opklare sagen.

Der iværksat et internationalt politisamarbejde i bestræbelsen på at opklare sagen.

Norsk politi er på bar bund i en mystisk sag.
Det hele startede 12. juni – ved lidt af et tilfælde.
Her var frivillige fra organisationen 'In the Same Boat' taget til den lille, ubeboede ø Mosken ved Lofoten i Nordnorge for at rydde op på stranden, skriver NRK.
Men på en af øens strande lå der en død mand.
»En af de frivillige fandt liget liggende lige ved vandkanten. Det var en brutal oplevelse, der har påvirket hele holdet,« siger chefen for 'In the Same Boat', Rolf-Ørjan Høgset, til NRK.
Mere end to uger siden er ligfundet stadig omgærdet af mystik.
Den afdøde er cirka to meter høj og anslås at være mellem 40 og 60 år gammel.
Han var iført Tommy Hilfiger-sko i størrelse 48 og en ring i hvidguld med blå sten og en hvid sten.
Derudover var den afdøde iført blå denimbukser af mærket 'Mustang', en sort hættejakke i størrelse XXXL med lynlås af samme mærke og et digitalt Casio G-shock-ur med sort rem.
Endelig har politiet kunnet fastslå, at manden sandsynligvis havde været død i en til fire uger, da han blev fundet på stranden på den øde ø, skriver Dagbladet.
Men de helt store spørgsmål har politiet forgæves forsøgt at finde svar på:
Hvem er den afdøde? Hvordan døde han? Og hvorfor endte han på den ubeboede ø?
Derfor er der iværksat et internationalt politisamarbejde i håbet om, at det kan give nye spor i den mystiske sag – ikke mindst hvad mandens identitet angår.
Indtil videre er forbliver sagen imidlertid et mysterium.