En enorm blåhval er lørdag havnet på en strand i det sydamerikanske land Chile.

Det oplyser landets nationale fiskeagentur.

Det var indbyggere i landsbyen Ancud, der først spottede den gigantiske hval.

Herefter tog fiskeagenturet til stranden for at tage prøver og forsøge at identificere hvalen.

Her blev det altså fastslået, at der var tale om en blåhval, der er jordens største eksisterende pattedyr.

Der er dog ikke tale om, at hvalen har lidt en langsom død på stranden i Chile.

Fiskeagenturet vurderer nemlig, at hvalen er død, før den skyllede ind på land, skriver den chilenske avis Sabes.

»Dens tilstand taget i betragtning, må den være død til havs for noget tid siden og være drevet i land i den tilstand,« udtaler fiskeagenturets lokale direktør Cristian Hudson til mediet.

Det ændrer dog ikke på, at chilenske miljøorganisationer kræver undersøgelser efter fundet.

Ifølge aktivistgruppen Defendamos Chiloé er der nemlig et meget højt niveau af søtrafik i området.

»Det er kendt, at der tidligere har været sammenstød med disse både, der har forårsaget alvorlige ulykker og dødsfald for disse arter,« udtaler Juan Carlos Viveros, der er talsmand for gruppen.