Ifølge formanden for valgkomitéen, Ella Pamfilova, har sidste uges valg til parlamentet i Rusland været 'exceptionelt rent og gennemsigtigt'.

Men en video sår nu alvorligt tvivl om den udtalelse.

Videoen skal være fra et overvågningskamera ved et valgsted i byen Kemerovo i det sydvestlige Sibirien. Den er offentliggjort af oppositionspartiet Jabloko.

Og den er ganske spektakulær.

Men inden vi når til indholdet, skal vi lige have lidt baggrund på plads.

Sidste uges valghandling i Rusland har fra officiel side betydet en solid sejr til præsident Putins Forenet Rusland.

Mere end 99,7 procent af stemmerne er talt op og giver i skrivende stund partiet næsten halvdelen af alle stemmer – hvilket er lig med et overvældende flertal i Dumaen med godt og vel to-tredjedele.

Selv i Moskva, hvor dele af oppositionen med Kommunistpartiet i spidsen var spået gode chancer for at sætte sig på en række pladser, har det været pæne sejre over hele linjen til Forenet Rusland.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har kaldt valget for 'ærligt'.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har kaldt valget for 'ærligt'. Foto: ALEXEY DRUZHININ
Vis mere

Eksempelvis havde Kommunistpartiets Mikhail Lobanov længe været foran i sin del af hovedstaden.

Men det ændrede sig, da de elektroniske stemmer tikkede ind. Pludselig stod han til et forsmædeligt nederlag.

»Jeg ved, at det ganske enkelt ikke er muligt,« skrev han på Twitter efter valgresultaterne blev offentliggjort.

Og så er vi tilbage til videoen fra Sibirien.

På den ser man to kvinder. Den ene klædt i en lyserød skjorte og blå jeans. Hun har kort, mørkt hår og bærer briller. Den anden kvinde har sort T-shirt, mørkeblå jeans og røde sko.

Men det er egentlig ikke de to kvinder, der vækker opsigt på videoen.

Det er det, der finder sted i baggrunden. Det, de to kvinder på nærmest komisk vis gør alt for at skjule.

Ser man godt efter på videoen – lige bag kvinden i den sorte T-shirt – så ser man den.

Kritikere mener, at det her er beviset på valgsvindel i Rusland.
Kritikere mener, at det her er beviset på valgsvindel i Rusland.
Vis mere

Hånden. Gentagne gange dukker den op fra siden – omme bag det russiske flag – mens de to kvinder forsøger at skygge for den.

Alle gangene med det, der ligner valgsedler, der lægges i en kasse med valgsedler i.

Umiddelbart et tydeligt bevis på valgsvindel.

Videoens ægthed er ikke bekræftet. Men rygterne om valgsvindel i Rusland er massive.

Hånden bag kvinden i den sorte t-shirt vækker opsigt i og udenfor Rusland.
Hånden bag kvinden i den sorte t-shirt vækker opsigt i og udenfor Rusland.
Vis mere

Oppositionspolitikere som førnævnte Mikhail Lobanov har forsøgt at råbe op om det, han anser som et valg fyldt med svindel. Både digitalt og fysisk.

Samtidig er en række prominente oppositionsfolk blevet udelukket fra valget. Det gælder blandt andet tilhængere af den fængslede Aleksej Navalny, som er blevet erklæret for ekstremister og forment adgang til at stille op.

Meldingerne om valgsvindel kommer hovedsageligt internt i Rusland.

Det skyldes ikke mindst, at internationale observatører slet ikke har været til stede ved valghandlingen, da organisationen bag, OSCE, har fået opstillet så mange begrænsninger, at de valgte at blive væk.

Vladimir Putin selv var ikke på valg. Det er den mangeårige præsident først i 2024.

Men han havde også en kommentar til valghandlingen, som han ifølge Reuters kaldte 'kompetitiv, åben og ærlig'.