For nogle måneder siden lagde de ansatte hos Aquarium & Shark Lab by Team Ecco, der ligger i amerikanske Hendersonville, mærke til, at deres rokke Charlotte var begyndt at svulme lidt op.

Til at begynde med troede man, at der måske var tale om en tumor.

Men det viste sig i stedet, at hun var blevet gravid.

Det mærkelige ved det er, at hun ikke har været i nærheden af nogen rokker af hankøn på noget tidspunkt. Det skriver ABC 13 News.

»Det virkelig utrolige er, at vi slet ikke har nogen hanrokke,« skriver akvariet i et opslag på Facebook.

I en udtalelse til mediet oplyser akvariet, at der kan være to årsager til graviditeten.

Den ene kan være en sjælden proces kaldet partenogenese – der også kaldes jomfrufødsel. Hvor æggene udvikler sig af sig selv uden befrugtning og skaber en klon af moderen.

Den anden mulige forklaring på graviditeten er, at Charlotte kan have parret sig med en af de unge hajer, der har været i hendes bassin, forklarer Brenda Ramer, der er direktør for Team Ecco.

»Enten får vi partho-babyer, eller også får vi en slags potentiel blandingsrace, og vi venter på, at Jeff Goldblum dukker op, for vi er 'Jurassic Park' lige nu!,« siger hun til ABC 13 News med henvisning til skuespilleren fra dinosaurfilmene.