En mystisk grå Golf står parkeret lige udenfor døren ved Schönefeld-lufthavnen i Berlin.
Der har den stået i over et år, og den er efterhånden genstand for massiv interesse. Og for en gigantisk p-afgift, beretter Bild.
Det koster 23 euro i timen at parkere på den pågældende parkeringsplads, og det giver 552 euro – altså cirka 4.120 kroner – i døgnet.
Bilen har holdt på pladsen så længe, at regningen nu er krøbet over 200.000 euro. Det svarer til cirka halvanden million kroner.
Hvem bilen tilhører, og hvorfor den holder der, er imidlertid noget af et mysterium.
Bilen har nummerplader fra Hannover, men her afviser politiet at have ansvaret for bilen.
Heller ikke politiet i Berlin eller forbundspolitiet har noget spor omkring den pågældende Golf, forklarer avisen.
I stedet er det parkeringsselskabet Apcoa, som driver den pågældende p-plads, som har ansvaret for bilen, lyder det fra lufthavnen.
Men heller ikke her ved man tilsyneladende, hvem der er ejer af bilen.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt Apcoa har til hensigt at opkræve de udestående parkeringsafgifter på over 200.000 euro, svarer virksomheden ifølge Bild:
»Om udestående parkeringsafgifter kan opkræves i denne sammenhæng afhænger af, om skyldneren kan identificeres og har de nødvendige økonomiske ressourcer.«
Efter at Bild og andre medier har beskæftiget sig med historien, skete der tirsdag formiddag noget.
Klokken 10.45 blev bilen slæbt væk.
Hvem der ejer, bilen er fortsat en gåde.
Den kan muligvis være sjålet. Politiet har onsdag nemlig fundet ud af, at de nummerplader, som sidder på bilen ikke hører til på den.
Men nu er der altså blevet en parkeringsplads ledig, som ellers har været blokeret i over et år.