En formodet gerningsmand har efterladt et langt spor af mystik, efter den administrerende direktør i et forsikringsselskab blev skudt på åben gade i New York.  

Den verserende drabssag i USA har fået en række teorier til at florere om den mulige gerningsmand, Luigi Mangione, der fortsat nægter sig skyldig i drabet på direktøren, Brian Thompson.

Brian Thompsons erhverv er en del af fortællingen om Luigi Mangione, der som et oprør mod kapitalisme og sundhedssystemet i USA angiveligt skulle have taget livet fra direktøren. 

Det har ført til delingen af rygter og vilde teorier på de sociale medier.

Her er anklagerne mod direktør-morderen:

For i kølvandet på sagen er amerikanske journalister og borgere begyndt at finkæmme den formodede gerningsmands online profiler - herunder hans X-profil, der gemmer på mystiske relationer til et tal.

Tallet 286.

Luigi Mangiones har delt en kollage, der indeholder tre billeder. Et Røntgenfotografi, en pokémon og et billede af ham selv.

Kollagen fra Luigi Mangiones profil på X.
Kollagen fra Luigi Mangiones profil på X. X

Pokémonen Breloom har nummeret 286 i rækken af Pokedex, hvilket flere tillægger en særlig betydning.

For inden for den amerikanske sundhedssektor bruges koden 286 som en såkaldt denial code i tilfælde af, at et forsikringsselskab afviser en appel fra en sundhedsudbyder, hvis de ikke sendte den inden for tidsfristen.

Men det er ikke kun en Pokémon og afvisningskoden, der peger mod tallet  – den formodede gerningsmand har delt nøjagtigt 286 opslag.

Kritik af sundhedsvæsenet
I timerne efter drabet på direktøren fandt politiet i New York patronhylstre, hvor der var skrevet ordene »delay, deny, depose«. Det ligner til forveksling ordene »delay, deny, defend«, som refererer til flere amerikanske advokaters beskrivelse af, hvordan forsikringsselskaber nægter tjenester og betalinger.

Det er også titlen på en bog fra 2010, der i stærke vendinger kritiserer branchen.

Men de mystiske detaljer stopper ikke her.

For sagens efterforskere fandt også falske pengesedler i en taske fra brætspillet Monopoly, som er den internationale udgave af matador.

Sedlerne menes at være blevet smidt af gerningsmanden, lyder det fra CNN, og mange på internettet spekulerer på, om de kan ses som en kommentar på kapitalismen.

Drabet skete på åben gade i New York den 4. december, hvor direktøren blev skudt i ryggen. Luigi Mangione nægter sig skyldig.