Solen bagte, da en amerikansk landmand og hans barnebarn 2. oktober 1976 mellem klokken 15.30 og 16 kom gående ved en mark i byen Seneca i Illinois.

Stedet var øde, men ved en grøft – et stenkast fra Highway 6 – lagde de mærke til en skikkelse i det høje og tørre græs.

Stille gik de tættere på, og da de var få meter fra skikkelsen, så de til deres store chok, hvad der var blevet efterladt:

En mørk kvinde med en flerfarvet trøjet bundet om hovedet.

Her er trøjen, der var bundet rundt om kvindens hoved i 1976
Her er trøjen, der var bundet rundt om kvindens hoved i 1976 Grundy County Coroner's Office

Livløs med ét pistolskud i baghovedet.

Kvinden havde intet på sig, andet end at der i lommen på trøjen var en flaske vin af mærket TJ Swann.

Sådan en flaske vin hjælper dog ikke, når det kommer til at finde en persons identitet, og dermed stod det amerikanske politi altså over for en hård og ubarmhjertig opgave.

En opgave, de aldrig lykkedes med.

For selvom efterforskere vendte hver en sten, efterlyste familiemedlemmer med tegnede billeder af kvinden og meget mere, måtte de til sidst hejse det hvide flag.

De kunne hverken finde en gerningsmand eller identitet på den myrdede kvinde, de i stedet navngav Jane Seneca Doe, og derfor blev hun to måneder efter drabet begravet i de ukendtes grav på Braceville-Gardner-kirkegården.

Herefter gik tiden, og de næste 42 år lå den ukendte kvinde ubemærket under jorden.

Men så blev den iskolde sag pludselig varm.

Den tegnede kvinde er blevet navngivet Jane Seneca Doe, men det er ikke hendes rigtige navn. Man håber dog snart på at finde det efter mere end 45 år
Den tegnede kvinde er blevet navngivet Jane Seneca Doe, men det er ikke hendes rigtige navn. Man håber dog snart på at finde det efter mere end 45 år

Dna-teknologien har nemlig taget kvantespring det seneste årti, og en dag i 2018 besluttede den lokale politichef, at man skulle grave liget af Jane Seneca Doe op igen.

I maj 2019 lå det over 40 år gamle lig så på en briks med fagfolk omkring sig, der ekstraherede dna, og et par måneder senere blev den data så lagt ind i databasen GEDmatch.

GEDmatch er bygget op omkring genetisk slægtsforskning, der var med til at fælde den famøse Golden State Killer, og på den måde håber efterforskerne på at kunne kortlægge kvindens identitet ved, at andre amerikanere frivilligt lægger deres dna ind i offentlige databaser, hvorefter der kan komme et match.

Og nu er der så spændende nyt.

NBC News kan nemlig fortælle, at der i september var et delvist match på Jane Seneca Does dna, og derfor er efterforskerne nu kommet tættere på at kunne give den dræbte kvinde et navn.

»Jeg vil gerne give hende navnet tilbage. Det er, hvad hun fortjener. Hun fortjener ikke at blive glemt eller begravet navneløs. Det er på tide, at hun får navnet tilbage,« udtaler Brandon Johnson, der er politichef i Grundy County.

Stamtræet er dog i Jane Seneca Does tilfælde ekstremt kompliceret, men indtil videre kan efterforskerne se, at efternavnene Calhoun og Harris var velbrugte i slægten.

Derudover har de foreløbige resultater vist, at den dræbte kvindes forældre muligvis levede i byen Selma i staten Alabama, og derfor har man sendt informationer ud til alle kirker i området og håber, at nogen kan hjælpe med yderligere information.

»Jeg har altid undret mig over, hvordan hun kunne forsvinde, uden at nogen savnede hende. Men når jeg ved, hvor kompliceret hendes stamtræ er, giver det en smule mere mening,« siger Brandon Johnson til NBC News.

Dna-resultaterne har desværre ikke sat efterforskerne i forbindelse med en mulig gerningsmand.