Det er kendt som verdens mest smitsomme virus.
Nu har de amerikanske myndigheder to gange inden for få dage advaret om mulig eksponering for virussen i storbyen Philadelphia.
Det skriver Fox News.
Helt konkret er der tale om mæslinger.
Første melding om mulig eksponering kom den 17. september, hvor det lød, at der kunne være mulig smitte på børneafdelingen på Children's Hospital of Philadelphia (CHOP).
Nu lyder det, at der nogle dage forinden også kan have været mulig eksponering i Philadelphia International Airport.
»Den person, der var smittet med mæslinger, var på gennemrejse i Philadelphia og forlod ikke lufthavnen,« har de lokale sundhedsmyndigheder oplyst i en pressemeddelelse.
Af den grund rådes alle passagerer, der har været i området, til at være opmærksomme på mulige symptomer.
Ifølge de lokale myndigheder i delstaten Pennsylvania, som Philadelphia ligger i, har eksponeringen i lufthavnen ikke noget at gøre med smitteeksponeringen på børnehospitalet.
»Denne uges tilfælde af eksponering for mæslinger minder os om, hvor vigtigt det er, at vi alle har vores vaccinationer i orden,« lyder det fra den lokale sundhedskommissær Palak Raval-Nelson.
»Alle indbyggere i Philadelphia, der er fuldt vaccinerede, har næsten intet at frygte i forbindelse med situationen på CHOP og i lufthavnen,« forklarer hun videre:
»Og hvad der er endnu vigtigere: Hver eneste af disse mennesker bidrager til at beskytte de mest sårbare mod mæslinger.«
Mæslinger er en yderst smitsom virus, der spredes gennem luften, når smittede personer hoster, nyser eller taler.
Personer, der ikke er beskyttet mod mæslinger, kan blive smittet med virussen op til to timer efter, at en person med mæslinger har forladt det samme rum eller det samme område, oplyser de lokale myndigheder.
Hos nogle kan virussen udvikle sig til en meget alvorlig infektion, der kan føre til lungebetændelse, hjernebetændelse og i værste tilfælde død.
Meldingerne om mulige eksponeringer kommer, mens antallet af mæslingetilfælde fortsat stiger i hele området.
Ifølge delstatens sundhedsministerium var der pr. fredag i sidste uge registreret 767 tilfælde hidtil i år, skriver ABC.
For en uge siden lød det også, at en ung person på blot 18 år var afgået ved døden i Pennsylvania som følge af komplikationer efter at være blevet smittet med sygdommen, mens to spædbørn også meldes at være døde som følge af virussen tidligere på året.
Indtil videre er der i år registreret 3.290 tilfælde af mæslinger i USA mod 2.289 registrerede tilfælde sidste år.
Dødsfaldene i Pennsylvania har antændt en ophedet debat mellem delstatens guvernør, Josh Shapiro, og USAs sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., der længe har arbejdet for at begrænse børnevacciner.