Ebolaudbruddet i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) er det "hurtigst voksende" nogensinde.

Det oplyser Den Afrikanske Unions myndighed for folkesundhed, Africa CDC, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Dette er det hurtigst voksende ebolaudbrud nogensinde, ikke kun blandt de tidligere Bundibugyo-udbrud, men blandt alle de forskellige virusser, der forårsager ebola, oplyser dr. Wessam Mankoula, chef for beredskab og indsats, til journalister ifølge AFP.

Det er den sjældne ebolavariant med navnet Bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.

Natten til torsdag blev dødstallet som følge af udbruddet opjusteret til 600.

Antallet af bekræftede tilfælde af ebola i landet er også steget til 1759, viser tal fra landets regering.

I mellemtiden har landet styrket overvågningen, smitteopsporingen og andre foranstaltninger i Kisangani, fremgår det.

Tirsdag sagde en talsperson for Verdenssundhedsorganisationen WHO, at udbruddet i DR Congo fortsat breder sig.

- Udbruddet er desværre stadig i en fase, hvor det vokser. Vi ville gerne kunne sige, at det er ved at stabilisere sig, men det kan vi ærligt talt ikke sige endnu, lød det fra Anne Ancia, som er repræsentant for WHO i DR Congo, til journalister via en videoforbindelse fra byen Bunia.

Bunia er hovedstad i provinsen Ituri i DR Congo og centrum for smitten.

Hun sagde, at situationen har medført store udfordringer. Blandt andet er nogle ebolabehandlingscentre 90 procent fyldte, lød det.

Udbruddet blev erklæret den 15. maj.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang. Virusset smitter ved tæt kontakt med syge menneskers kropsvæsker.

RITZAU