Myanmars tidligere leder Aung San Suu Kyi er blevet overflyttet fra et fængsel til husarrest.

Det meddeler Myanmars præsident Min Aung Hlaings kontor i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

Præsidentkontoret skriver, at den resterende del af 80-årige Aung San Suu Kyis straf skal afsones på en bopæl.

Det er uklart, hvor Aung San Suu Kyi flyttes hen, skriver AFP.

Det fremgår heller ikke af udtalelsen, hvor mange år den tidligere leder har tilbage af sin afsoning.

Aung San Suu Kyi var regeringsleder i Myanmar frem til et militærkup i februar 2021, hvor hun og hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), blev fjernet fra magten.

Bag kuppet stod den nuværende præsident, juntalederen Min Aung Hlaing.

I forbindelse med militærkuppet for fem år siden blev Aung San Suu Kyi anholdt for en række påståede forbrydelser.

Hun blev blandt andet dømt for at forsøge at påvirke landets valgkommission og for at bryde coronarestriktioner. Hun har selv afvist alle anklager og kaldt dem absurde.

Min Aung Hlaing blev i december og januar valgt som præsident i Myanmar i et valg, der af FN og flere vestlige lande blev kritiseret for at være udemokratisk. Blandt andet var NLD afskåret fra at stille op.

Da juntalederen blev taget i ed som Myanmars præsident i april, valgte han som en af sine første handlinger at give amnesti til en række dømte.

Dødsstraf blev ændret til fængsel på livstid, og alle straffe på mindre end 40 års fængsel blev reduceret med en sjettedel.

Dengang sagde Aung San Suu Kyis advokat ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den tidligere leder fik kortet 4,5 år af en straf på 27 år.

Torsdag meddelte advokaten, at yderligere en sjettedel af straffen er blevet fjernet, skriver Reuters. Det betyder ifølge nyhedsbureauet, at Aung San Suu Kyi fortsat har 18 år tilbage af sin afsoning.

Aung San Suu Kyi har tidligere siddet i husarrest og blev verdenskendt for sin ikkevoldelige modstand mod militærstyret.

I 1991 modtog hun Nobels fredspris.

/ritzau/