Endnu et land kan nu føjes til listen over steder, hvor den britiske virusmutation – som har fået navnet N501Y – er blevet opdaget.

Det skyldes, at tre personer er konstateret smittet med virusmutationen, der menes at være ekstra smitsom, i Sydkorea.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

De tre personer, der er smittet med virusvarianten, hører til samme familie, der har været bosat i den engelske hovedstad, London.

Ifølge de sydkoreanske myndigheder ankom familien til deres hjemland 22. december, og ved ankomsten blev de testet positive.

Siden har de været i isolation.

Sydkorea er dermed det seneste land i rækken, der har opdaget smittetilfælde med den nye virusmutation.

Det var i midten af december, det kom frem, at man i Storbritannien havde opdaget den nye virusstamme, der menes at være op til 70 procent mere smitsom. Den ser dog ikke ud til at føre til mere alvorlige sygdomstilfælde.

Efterfølgende indførte en række lande indrejseforbud for rejsende fra Storbritannien for at forhindre smitten i at sprede sig til andre lande, og flere steder er folk, der er ankommet fra Storbritannien, blevet opfordret til at lade sig teste.

Siden er der fundet tilfælde af den nye mutation i personer i en lang række lande i Europa – herunder Danmark, Sverige, Norge, Holland, Italien, Portugal og Frankrig – og andre steder som Canada, Japan og Australien.