En bølge med en muteret 'superinfluenza' hærger i øjeblikket i Storbritannien.

Det har ført til en både tidlig og intens start på årets influenzasæson i området – og særligt ét hospital har været hårdt ramt.

Bag udbruddet finder man H3N2.

En muteret influenzastamme, der ifølge medierne The Sun, Daily Mail og Metro sammen med RSV og norovirus for tiden skubber sygdomsraterne op og fylder hospitalssenge i Storbritannien.

Senest har Queen Elizabeth Hospital i  Birmingham erklæret det, man betegner som en 'kritisk hændelse', da de mange personer, der er kommet ind med influenzasymptomer, har ført til mangel på sengepladser på skadestuen.

Af den grund har hospitalet – ifølge Metro – bedt patienter, der har mindre skader, om at holde sig væk og i stedet overveje alternativer til at komme ind på den overbelastede afdeling.

»På grund af det ekstreme pres på vores skadestue, efterspørgslen efter sengepladser og antallet af patienter med influenza har vi erklæret en kritisk hændelse,« udtaler en talsmand for hospitalet:

»Overvej venligst andre tjenester til eventuelle mindre sundhedsbehov.«

Til Manchester Evening News oplyser UK Health Security Agency (UKHSA), der er det britiske sundhedssikkerhedsagentur, at H3N2, som også beskrives som en 'afvigende' variant, hurtigt er blevet den dominerende influenzastamme i hele landet.

I sidste uge lå gennemsnitligt 1.700 patienter indlagt med influenza – hvilket ifølge The Sun er mere end 50 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

Årets stamme, som også er kendt som 'subklade K' eller som 'superinfluenzaen', er muteret, hvilket betyder, at den muligvis er bedre til at undgå vacciner.

Der har ifølge The Sun heller ikke været et H3-udbrud siden 2022, hvilket betyder, at der er ringe immunitet blandt offentligheden.

For få dage siden oplyste UK Health Security Agency, der er ansvarlig for al sundhedssikkerhed i England, at 'influenza er kraftigt stigende og cirkulerer på mellemniveau':

»Det har nu større indflydelse på voksne,« lød det i et opslag på X.

Også RSV-infektion er ifølge UKHSA »steget og cirkulerer i mellemstore mængder«.

Til Manchester Evening News forklarer konsulentepidemiolog Jamie Lopez Bernal fra UKHSA, at man forventer at se disse vira »cirkulere mere bredt i tiden op til jul«, hvor flere formodes at blive syge.

»Hvilket truer med en potentiel top i juletiden og ind i det nye år,« siger han.