Elon Musks platform X har onsdag annonceret tiltag, der skal forhindre AI-chatbotten Grok i at skabe billeder af rigtige personer i for eksempel undertøj.

Grok har mødt global kritik for chatbottens evne til at generere seksualiserede billeder af kvinder og børn.

- Vi har implementeret teknologiske tiltag for at forhindre, at Grok-kontoen tillader redigering af billeder af rigtige personer i afslørende tøj som bikinier, siger X's sikkerhedsteam i en erklæring.

- Denne begrænsning gælder for alle brugere, inklusive betalende abonnenter, lyder det videre.

Det vil nu ikke længere være muligt at skabe billeder af personer i "bikinier, undertøj og lignende beklædning", lyder det.

I sidste uge valgte X at begrænse Groks billedgenerering til betalende brugere - men nu gælder det altså for alle.

Udmeldingen fra X kommer blot få timer efter, at justitsministeren i den amerikanske delstat Californien har indledt en undersøgelse af selskabet xAI, som har skabt Grok.

Selskabet er grundlagt af verdens rigeste mand, Elon Musk, som også er direktør.

Brugen af Grok til at generere seksualiserede billeder er blevet fordømt verden over.

Det internationale pres på xAI for at begrænse Grok er vokset, efter at chatbotten gjorde det muligt for brugere at skabe deepfakes af kvinder og børn ved hjælp af simple instruktioner - såkaldte "prompts".

Lørdag valgte Indonesien at blokere for adgangen til Grok - søndag fulgte nabolandet Malaysia efter.

Storbritanniens medieregulator Ofcom oplyste mandag, at man indleder en undersøgelse af, hvorvidt X ikke har overholdt britisk lovgivning vedrørende de seksualiserede billeder.

/ritzau/AFP