Hun er kvinde. Hun er erklæret lesbisk. Og så skal hun snart stå i spidsen for brandvæsenet i New York.
Lillian Bonsignore bliver den kun anden kvinde i historien, der bliver øverste chef for brandvæsenet i den berømte storby.
Og valget falder i den grad rigmanden, Elon Musk, for brystet.
»Folk kommer til at dø af det her. Dokumenteret erfaring betyder noget, når der står liv på spil,« skrev Donald Trumps tidligere så tro væbner på det sociale medie X anden juledag efter udnævnelsen.
Byen, der aldrig sover, har fået ny borgmester.
Og en af Zohran Mamdanis første gerninger har været at udnævne en ny øverste chef for byens brandvæsen, New York City Fire Department (FDNY).
Valget er faldet på en kvinde, der i mere end 30 år har arbejdet i akutsystemet Emergency Medical Services.
Lillian Bonsignore stod i spidsen for bekæmpelsen af coronapandemien, og det er netop hendes erfaring med kriseledelse og hendes operationelle ekspertise, som Mamdani fremhævede ved udnævnelsen.
Derfor svarede den nyvalgte borgmester også hurtigt igen på Tesla-skaberens kritik.
»Erfaring betyder noget, og derfor udnævnte jeg den person, der har arbejdet i mere end 30 år hos EMS (Emergency Medical Services, red.). Du ved, den arbejdsstyrke, der håndterer mindst 70 procent af alle opkald, som kommer ind til FDNY?« skrev Mamdani på X.
