Nogle billeder af den ukrainske præsident og førstedame har tilsyneladende fået verdens rigeste mand, Elon Musk, til at rase.
I hvert fald har han tidligt torsdag morgen dansk tid taget til tasterne på sit eget sociale medie, hvor han har skrevet:
»Han gjorde det, mens børn døde i skyttegravene på krigsfronten.«
Til opslaget på X har han delt et skærmbillede fra en ældre Daily Mail-artikel, hvor man kan se, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj og hans hustru, Olena Zelenska, tilbage i juli 2022 medvirkede i et interview med magasinet Vogue, hvor den kendte fotograf Annie Leibovitz tog billeder af parret.

Og det er – tilsyneladende – dét, der har fået techmilliardæren til at reagere.
Artiklen i Vogue var dengang et portræt af den ukrainske førstedame og en fortælling om, hvordan hun havde oplevet krigens første fem måneder – og hvordan hun forsøgte at gøre opmærksom på det, der foregik i hendes hjemland.
Da artiklen – og billederne – blev frigivet, modtog de dengang en blandet modtagelse.
Nogle kritikere mente, at det var »usmageligt« at stille op til den slags billeder og interview i en krigstid, mens andre bakkede op om det og gav udtryk for, at det var en nødvendighed for at sikre, at man kunne nå ud til så mange som muligt med historien om, hvad der foregår.

Til Kristeligt Dagblad forklarede militæranalytiker ved Forsvarsakademiet med særligt fokus på informationskrig Jeanette Serritzlev dengang, at Vogue-fotografierne skulle ses i lyset af en aftagende opmærksomhed på krigen, som var brudt ud omkring fem måneder forinden.
»Zelenskyj har holdt så mange taler, at det ikke duperer os længere. Russiske bombninger af civile mål sker på daglig basis, så hvor frygteligt det end er, har det ikke samme chok-effekt, når det sker igen. Oveni har vi stigende priser på fødevarer og en sommer, hvor mange hellere vil tænke på ferie end krig. Det er kritisk for ukrainerne, der har brug for international opmærksomhed og støtte,« sagde hun dengang.
Hvor mange i Elon Musks kommentarspor på X bakker op om hans holdning til de mere end to og et halvt år gamle billeder, er der også flere, der kritiserer ham for det.
»Elon, Zelenskyj er nødt til at lave en PR-kampagne for fortsat at få støtte til Ukraines forsvar. Ellers skal han forholde sig til tosser, der holder med Putin, og som råber til ham, at han har en opbakning på 4 procent. En del af en krig er at kæmpe, den anden del er offentlig støtte,« lyder det eksempelvis fra en bruger.

En anden skriver:
»Han gjorde det – bad USA om hjælp – i 2022, fordi børn døde i skyttegravene på krigsfronten og havde brug for ammunition og forsyninger. Havde han ikke gjort det, kunne Putin have taget hele Ukraine nu, som han planlagde og stadig planlægger at gøre, selv efter en fredsaftale.«
Udmeldingen fra Elon Musk kommer også i kølvandet på, at den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til torsdag dansk tid har delt et citat, der skal være fra rigmanden, hvor han ser ud til at bakke op om den hårde linje, som Trump de seneste dage har anlagt over for Ukraine.
For det citat, Donald Trump har delt fra rigmanden, lyder:
»Præsidentens instinkter i forhold til Ukraine er helt rigtige. Det er virkelig trist, at så mange forældre har mistet deres sønner og så mange sønner har mistet deres fædre i denne meningsløse krig.«
Den seneste tid har Trump anlagt en opsigtsvækkende og hård tone over for Ukraine og Zelenskyj, som han blandt andet onsdag omtalte som en »diktator«. Det kan du læse mere om HER.

