Den tech-milliardære Tesla-ejer, Elon Musk, virker rasende ovenpå en række afsløringer.
En lang artikel, der beskriver Musks påståede fald fra tinderne som rådgiver i præsident Donald Trumps regering, har udløst en strøm af grove tweets rettet mod mediet The Atlantic.
I artiklen 'Elon Musks nedgang og fald' bruger The Atlantic anonyme kilder i eller omkring Det Hvide Hus til at beskrive den modstand, som Musk tilsyneladende har mødt som rådgiver i regeringen.
Artiklen beskriver, hvordan Musk er blevet råbt af på gangene i Det Hvide Hus, hvordan krav, han har stillet, er blevet ignoreret, og hvordan hans beslutning om at trække sig lidt tilbage fra den politiske verden har vakt lettelse hos flere.
»Jeg tror, at alle er klar til at komme videre fra den del af regeringen,« siger en anonym kilde til The Atlantic om Musks tid i regeringen.
Som Daily Beast har rapporteret, har Musk efterfølgende i et tweet kritiseret The Atlantic med ordene: »De er fortid, de gamle medier forsvinder ud i glemslen.«
I et andet skriver han: »The Atlantic er et zombie-medie, som holdes kunstigt i live.«
Det er Laurene Jobs, der er enke efter den afdøde Apple-stifter, Steve Jobs, som ejer størstedelen af Atlantic, hvilket har fået Musk til at skrive:
»Steve ville være skuffet.«
Musk har også besvaret et tweet om, at Steve Jobs formentlig hjemsøger sin enke for at lade The Atlantic »rådne« med en grine-emoji.
Trump udpegede i november rigmanden Musk til at stå i spidsen for et nyt amerikansk ministerium, som skal mindske bureaukratiet i USA.
Meget symbolsk og opsigtsvækkende gik Musk i februar på scenen under en konference i delstaten Maryland med en rød motorsav, som han sagde var »til bureaukratiet.«
Men som The Atlantic også skriver, har Tesla-ejeren haft svært ved at holde de løfter om besparelser, han tidligere har lovet.
Samtidig er Tesla-aktien faldet betydeligt i værdi i løbet af hans tid i politik.

