Beløbet er så stort, at det næsten kan være svært at fatte.
Men Elon Musk har krydset en vild grænse som den første nogensinde.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev manden bag blandt andet Tesla, X og SpaceX onsdag den første nogensinde til at opnå en formue på 500 milliarder dollar.
Eller lige omkring 3.184 milliarder kroner. Altså mere end tre billioner kroner.
I tørre tal ser det sådan ud: 3.184.000.000.000.
Det er ikke mindst aktiekursen for Tesla, der har været med til at udløse det historiske øjeblik på Forbes' liste over verdens rigeste personer.
En stor del af Elon Musks formue er således bundet op i det globale elbilselskab, der har genvundet en stor del af fordums styrke i løbet af året.
Ikke mindst efter at bagmanden i sommer droppede sit kritiserede engagement i Donald Trumps regering og vendte tilbage til direktørstolen hos Tesla.
Onsdag steg aktiekursen eksempelvis med 3,3 procent, og det var med til at sende Elon Musk over 500 milliarder-grænsen. Siden er formuen igen faldet en lille smule, så den torsdag morgen 'kun' er på 499,1 milliarder dollar.
Elon Musk var også den første – og eneste – til at krydse 400 milliarder-grænsen, hvilket skete i december sidste år, og det er vist overflødigt at nævne, at han er suverænt den rigeste person i verden.
Nummer to på listen, Larry Ellison, er næsten præcis 150 milliarder dollar bagud.