Techmilliardæren Elon Musk tordner nu mod nyhedsbureauet Reuters, efter de bragte en historie om en form for amerikansk afpresning af Ukraine.
Reuters skrev tidligere lørdag, at USA truede med at begrænse signalet til Ukraine fra deres Starlink-satellitter. Disse satellitter leverer vital internetforbindelse til det krigshærgede Ukraine og dets militær.
Nyhedsbureauet skrev, at USA brugte truslen til at presse Ukraine til at sige ja til, at USA kan få del i Ukraines mineraler og sjældne jordarter som betaling for USAs hjælp til Ukraine under krigen med russerne. Det specifikke krav har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, allerede afvist.
Nu går Elon Musk så i kødet på Reuters, da han mener, at nyhedsburauet spreder løgne med udgivelsen af historien.
Ovenfor kan du se et billede, som Elon Musk har delt på X, hvor alle bogstavernes i Reuters udgøres af ordet 'løgne' en hel masse gange.
Grunden til, at det netop er Elon Musk, der tordner mod nyhedsbureauet, er, at han ejer Starlink igennem SpaceX.
Nyheden fra Reuters kommer ellers kort tid efter, at flere medier berettede om, at en aftale mellem Ukraine og USA var tæt på at blive underskrevet.
Det er en aftale, som skulle give USA betydelige rettigheder til Ukraines mineraler og sjældne jordarter.