Videoer filmet fra landbrug i Australien viser, hvordan de er plaget af enorme mængder af mus. De er overalt.

I nogle af videoerne regner de nærmest ned fra himlen, da landbrugsmaskinerne, som almindeligvis spreder gødning, er helt fyldt med de små dyr.

Både døde og levende.

De mange videoer er blandt andet delt af journalist Lucy Thackray fra ABC News, og det er nærmest en underdrivelse at sige, at det flyder med mus.

I den australske delstat New South Wales kalder man museplagen for en 'naturkatastrofe', og staten har valgt at give landmænd økonomisk støtte for at komme problemet til livs.

Landmændene får hver i omegnen af 150.000 danske kroner af staten.

Pengene skal bruges på fælder og lokkemad, så musene kan fanges og slås ihjel.

Mediet Independent skriver, at flere landmænd allerede har brugt op imod 120.000 danske kroner på at komme af med musene.

Derfor mener flere landmænd også, at støtten fra staten er i den lave ende. Det vil koste meget mere end 150.000 danske kroner at komme af med musene.

Flere frygter, at hvis man ikke kommer det til livs nu, så vil problemerne kun blive større de næste måneder, hvor man i New South Wales går mod et koldere og vådere vejr.

De lavere temperaturer betyder nemlig, at musene søger ly.

Det skal de helst ikke gøre i landmændenes maskiner, ejendomme og lignende.

»Lugten af dem er frygtelig. Du kan samle alle mus ind, du ser, men der vil altid være flere,« siger Lisa Minogue, der har landbrug i New South Wales, til Independent.

Flere eksperter har også udtrykt stor bekymring. Man frygter, at det vil have helbredsmæssige konsekvenser.

Ikke kun fysisk. Gene Hodgins, der har en doktorgrad i psykologi ved Charles Sturt University i Australien, siger således:

»Landmændene taler om søvnproblemer, problemer med at falde til ro og økonomiske problemer på grund af plagens indvirkning på deres virksomhed eller landbrug. Flere fortæller også om et nedtrykt humør.«

Mange af de produkter landmændene har høstet hen over sommerperioden i Australien, der er forskudt i forhold til den danske, er ødelagt af mus.

Mediet The Sun skriver også, at sundhedspersonale i området har fortalt om patienter, der kommer ind med bid og andre skader, mus har påført dem.

Plagen har stået på siden februar.