Redningsfolk fik reddet en munk ud af en oversvømmet grotte i Phitsanoluk i Thailand tidligt onsdag lokal tid. Han var gået ind i grotten for at meditere, men han blev fanget af det stigende vand.

Munken, den 46-årige Phra Ajarn Manas, var på pilgrimsrejse fra en anden provins. Han gik ind i grotten, der hedder Phra Sai Ngam Cave, i distriktet Noen Maprang lørdag.

Men pludselig ramte et kraftigt regnvejr området søndag. Det fortsatte til og med tirsdag, og det oversvømmede den del af grotten, som han var nået ind i.

Et lokalt redningshold, Prasat Bun Sathan, kunne på dets Facebook-side annoncere, at han var reddet ud. Det skriver Bangkok Post.

Redningsfolk i gang med at finde frem til munken.
Redningsfolk i gang med at finde frem til munken. Foto: Prasat Bun Sathan Rescue Foundation
Vis mere

De var tirsdag blevet alarmeret af lokale indbyggere, som fortalte dem, at en munk var spærret inde af vandet i grotten.

Der blev straks sendt en gruppe ind for at lede efter munken, men de blev nødt til at indstille redningsaktionen efter en time. Vandet steg stadig inde i grotten.

Billeder på redningsgruppens Facebook-side viser munken siddende inde i grotten onsdag. Han er omringet af redningsfolk, og får taget sin blodtryk.

»Klokken 11.30 (lokal tid, red.) fik vi reddet Phra Manas fra grotten,« står der på Facebook.

Munken sidder her i hulen og venter på at komme ud.
Munken sidder her i hulen og venter på at komme ud. Foto: THAILAND RESCUE DIVER / via REUTERS
Vis mere

En af redningsfolkene bekræftede på telefonen, at munken var ude af grotten og fik førstehjælp.

Der var 17 dykkere involveret i bestræbelserne på at få munken sat fri.

At blive fanget af stigende vand i en grotte kan 12 drenge tale med om. I 2018 blev drengene fra et ungdomshold i fodbold sammen med deres træner fanget i en grotte nær Chiang Rai.

Redningen af de 12 drenge blev en historie, der gik verden rundt.