»Supermarkederne er ribbede. Byen er helt lukket ned. Arbejdspladser. Biografer. Teatre. Barer og cafeer har åbent i løbet af dagen, men lukker klokken 18.«
Sidemanden i flyveren - en italiensk kvinde i 20erne - er helt opdateret på sin hjemby - Milano, som vi lige om lidt lander i.
Byen, hvor der bor cirka dobbelt så mange som i København, men som siden hun selv rejste på ferie til den norske øgruppe Lofoten, har ændret sig fuldstændigt.
For en uge siden var situationen nemlig helt normal og afslappet, fortæller hun.
Men nu er situationen kaotisk. Ikke mindst i supermarkederne. Det ved hun fra sin mor, som hun fik til at købe lidt mad ind til det ellers ferietomme køleskab, der venter hende hjemme.
»Men folk er gået helt amok, så der er nærmest ikke noget tilbage i supermarkederne,« siger hun, og fortæller at hendes forældre henter hende i lufthavnen, så hun undgår risikoen for smitte i offentlige transportmidler.
Corona-panikken begyndte i en lille by, Codogno, en time syd for Milano, hvor en 38-årig mand som den første italiener fik konstateret coronavirussen Covid-19.
Italienske aviser skriver, hvordan han første gang på hospitalet blev sendt hjem igen. Men da sygdommen tog til, kørte hans kone ham den 19. februar igen på hospitalet.
Den 38-årige blev testet positiv, og det samme gjorde hans kone, som venter barn i ottende måned.
Familiemedlemmer, hospitalspersonale, andre patienter og venner blev sidenhen sat i karantæne. Flere byer blev lukket helt ned. I Lombardia-regionen alene er over 50.000 mennesker blevet bedt om at holde sig indendøre. Men for sent.
Covid-19 havde spredt sig.
Mandag er antallet af smittede i Italien derfor steget til over 200. Seks personer er døde.
Jo, det er et helt andet land, som den unge italiener ved min side mandag vender hjem til.
Kort før landing bliver det da også annonceret over højtalerne, at det er påkrævet fra de italienske sundhedsmyndigheder, at alle får målt kropstemperatur ved ankomsten til lufthavnen.
Ellers forløber de godt to timers flyrejse mellem København og Milano præcis som enhver anden.
Ud over en stor gruppe asiatiske turister, er der kun en enkelt passager, som bærer ansigtsmaske.
De øvrige passagerer og flypersonale har måske hørt efter, når WHO gang på gang har pointeret, at mundbind ikke har den store effekt, hvorimod hyppig håndvask og afspritning af fingre er den bedste måde at beskytte sig imod Covid-19.
I hvert fald har de fleste fået sig en lille rejsemakker i håndbagagen, og da kaffen bliver serveret, spreder duften af håndsprit sig i flyet.
Og da vi lander, står et hold af læger klar til at måle temperatur på netop ankomne passagerer.
Et termometer for panden, og så bliver alle ellers hurtigt ekspederet videre.
Bagagebånd. Tog. Metro. Jo, tættere vi kommer på centrum, jo flere masker dukker op.
Mange er tydeligvis, ligesom jeg selv, ikke vant til at dække luftvejene til, og rykker irriteret rundt på masken.
Og så er der andre, for hvem mundbindet er en helt almindelig beklædningsgenstand. F.eks. et aistiask par, som at dømme ud fra antallet af shoppingposer medbragt i metroen, ikke har ladet sig skræmme af virussen.
Mundbind og shoppingposer. Vi er vel i Milano.
Set i lyset af, at klokken har rundet klokken ni en mandag aften, er der da heller ikke bemærkelsesværdigt tomt i metroen. Det er ikke langt fra den trafik, man kunne forvente en sen mandag aften i den københavnske cityring.
Også på gaden kører både biler og cykler rundt. Barer og cafeer er dog rigtig nok lukket ned.
Og samme besked lyder i hotellet reception, hvor manden bag desken beklager den uvante situation i Milano:
»Alle steder lukker klokken 18, I’m sorry,« siger han.
