Var det noget med en John Wayne Gacys barnagtige klovn i vandfarver eller en fugleedderkop i naturlig størrelse flettet af Charles Mansons hår? Hvis ikke, hvad så med Jeffrey Dahmers afklippede negle eller lidt muld fra et af de steder, hvor førnævnte Gacy begravede sine godt 20 ofre?

Mens gruopvækkende dokumentarfilm om Ted Bundy og Robert Derst hitter på både Netflix og HBO, topper salget af seriemorder-kunst. Og selvom eBay og amazon.com for længst har sagt fra, så er de grusomme morder-souvenirs ikke svære at finde.

Et af de mest populære steder på internettet hedder Murder Auction.

Og hvis du har tegnedrengen i orden, er Murder Auction et rent slaraffenland for dét, amerikanerne kalder Murdermorabilia' - en fiks forkortelse af 'Murder memorabilia' - mord-souvenirs.

»Jeg synes, at det er en fremragende idé. Og dem, der brokker sig, er dobbeltmoralske.«

Ét af seriemorder John Wayne Gacys mange 'kunstværker'. John Wayne Garcys alter ego var klovnen 'Pogo'. Han optrådte bl.a. ved børnefødselsdage.
Ét af seriemorder John Wayne Gacys mange 'kunstværker'. John Wayne Garcys alter ego var klovnen 'Pogo'. Han optrådte bl.a. ved børnefødselsdage. Foto: wiki
Vis mere

Sådan siger manden bag 'Murder Auction' og tre andre mord-souvenir-hjemmesider, Willam Harder, i et interview med den amerikanske radiokanal NPR.

Ud over at være en succesfuld og skruppelløs forretningsmand var Williams personlig ven med berygtede mordere som kultlederen Charles Manson og Dorothea Puente, en pensionatsejer i Californien, der slog adskillige af sine gæster ihjel for at stjæle deres folkepension.

»Alle er fascinerede af seriemordere. Og Hollywood har tjent stort på dem i snart hundrede år. Netflix og HBO scorer kassen ved at genfortælle historierne. Og hos boghandleren har de flere bøger om mordere, end de har om vores præsidenter. Så hvorfor skulle jeg ikke sælge den seriemorderkunst, som folk vil give gode penge for,« siger William Harder til NPR.

Mens de venter på deres respektive henrettelser, har de talrige amerikanske seriermordere masser af tid.

Adolf Hitlers kunst indbragte for nylig en formue ved en auktion i Tyskland.
Adolf Hitlers kunst indbragte for nylig en formue ved en auktion i Tyskland. Foto: Reuters
Vis mere

Derfor får de ikke alene stribevis af kvindelige beundrere.

De har også pennevenner i hele verden. Og disse 'fans' og pennevenner opfordrer fangerne til at skrive, tegne, male og sågar modellere.

»Morderkunsten har været i opløb i årtier. De stiger hele tiden i værdi. Og i dag kan de rigtig gode ting at sælge for over 30.000 dollar (næsten 200.000 kroner, red.)« siger William Harder.

Det er i sagens natur ikke alle seriemordere, der har bare skyggen af kunstnerisk talent, så derfor sælges også Ted Bundys skjorter og Jeffrey Dahmers tegneseriehæfter.

I ugerne op til sin død var verdens måske mest berygtede seriemorder, Charles Manson, på nippet til selv at blive en del af kunstsamlingen.

Charles Manson modtog godt 60.000 fan-breve om året. Efter sin død var han selv ved at blive del af kunstsamlingen.
Charles Manson modtog godt 60.000 fan-breve om året. Efter sin død var han selv ved at blive del af kunstsamlingen. Foto: HANDOUT - Reuters
Vis mere

Den 27-årige kvindelige fan Afton Elaine Burton (kaldet 'Star') havde således overtalt 80-årige Manson til giftermål. De to nåede dog ikke at sige 'ja' til hinanden. Og først efter Charles Mansons død blev det afsløret, at 'Star' sammen med en tilsvarende gusten mandlig bekendt havde planlagt at udstille Mansons balsamerede lig på deres eget private museum og således 'score kassen'.

Ifølge NPR (National Public Radio) opkøbes 'morderkunsten' til tider blot for at blive destrueret af de pårørende til seriemordernes ofre. Men udbudet er stort. Og ifølge William Harder får det blot priserne og efterspørgslen til at stige.