Natten til onsdag døde en 18-årig kvinde i Sverige, efter at hun var blevet ramt af adskillige skud fra ukendte gerningsmænd.

Kuglerne var ellers ikke tiltænkt den 18-årige kvinde, men derimod hendes 35-årige kæreste, mener politiet.

Kæresten fortalte selv til politiet, at det var ham, de var ude efter, og ikke hende.

Skyderiet fandt sted i den svenske by Vällingby. Det skriver Aftonbladet.

Politiet har afspærret boligen, hvor den 18-årige kvinde blev skudt natten til onsdag.
Politiet har afspærret boligen, hvor den 18-årige kvinde blev skudt natten til onsdag. 10010 Janerik Henriksson/TT

Politiet fik to til tre opkald fra folk, der mente at have set bevæbnede mænd rende rundt i Stockholm. De mener, at det er de samme, der har skudt kvinden.

Politiet har den teori, fordi mændene er set nær en adresse, som den 35-årige mand har været knyttet til.

De mener, at gerningsmændene er kørt videre til Vällingby, hvor de tre og en halv time senere skød den 18-årige kvinde gennem et vindue.

Den 35-årige kæreste var netop blevet løsladt, efter han havde siddet i fængsel i fire år.

Det svenske politi mener, der er en forbindelse mellem de bevæbnede mænd i Stockholm og skyderiet i Vällingby.
Det svenske politi mener, der er en forbindelse mellem de bevæbnede mænd i Stockholm og skyderiet i Vällingby. 10010 Janerik Henriksson/TT

Ifølge Aftonbladet mener politiet, det er svært at kalde det en tilfældighed, når mændene ledte på specifik adresse, som den 35-årige mand har en tilknytning til.

Politiet er nervøse for, at episoden natten til onsdag kan medføre hævnaktioner.

Onsdag eftermiddag havde politiet fortsat ikke anholdt nogen i sagen ifølge Aftonbladets kilder.

Den 18-årige døde af sine kvæstelser efter at være blevet ramt af skuddene.