Et grusomt syn mødte brandfolk og politibetjente, da en brændende bil i september i år blev opdaget i nattemørket foran jernbanemuseet i den tyske by Bayerisch Eisenstein.

 I den brændende VW-varevogn fandt man liget af en 45-årig kvinde, der viste sig at være blevet myrdet med en armbrøst.

Ifølge det tyske medie Bild er kvindens eksmand nu blevet anklaget for mordet, efter at han har været igennem et længere hospitalsophold.

Den 46-årige mand, der var bilforhandler, blev kort efter fundet af politihunde på en nærliggende naturkirkegård. 

Han blev fundet svært kvæstet, men i live, med to armbrøst-pile i hovedet.

Den 46-årige mand og hans ekskone var gået fra hinanden omkring et års tid før tragedien.

Sammen havde de tre børn, og han havde tilsyneladende svært ved at acceptere, at familien nu var blevet splittet. Børnene boede hos ham og hans mor i et afsidesliggende hus.

Et par dage før sin død skrev den 45-årige kvinde, der var sygeplejerske og født i Rusland, blandt andet på Facebook:

»Hvis du vil tale med mig, taler jeg med dig. Hvis du ignorerer mig, ignorerer jeg dig. Hold op med at forvente mere, end du er villig til at give. Du får, hvad du giver.«

Kort efter forsvandt både kvinden og eks-manden, så slægtninge anmeldte det til det lokale politi.

Sporing af hendes mobiltelefon førte politiet dybt ind i et skovrigt område, hvor der blev søgt med både helikoptere og droner. 

Og klokken 00.40 natten til 20. september opdagede man den brændende varevogn, som på den mest grumme vis afslørede kvindens skæbne.