En amerikansk mor er begyndt at opkræve betaling af sin lille datter på fem år for blandt andet husleje, vand og mad. Den særlige årsag bag kender den lille pige dog ikke endnu.

Vigtigheden af at forstå penges værdi skal læres tidligt.

Det mener den amerikanske mor Essence Evans. Derfor er hun begyndt at opkræve penge for blandt andet husleje, vand og mad af sin femårige datter. Det forklarede hun i et offentligt opslag på Facebook søndag.

»Hver uge får hun (datteren, red.) syv dollar (svarende til 42 kroner, red.) i lommepenge. Men jeg har forklaret hende, at folk ude i den virkeligheden verden bruger det meste af deres løn på regninger, så de kun har lidt tilbage til sig selv. Derfor skal hun give mig fem dollars tilbage. En dollar for husleje, en dollar for vand, en dollar for elektricitet, en dollar for tv og en dollar for mad,« fortæller hun.

De sidste to dollar får datteren lov til at bruge, som hun vil.

Det er dog ikke kun for at lære datteren vigtigheden af penge at kende, at hun opkræver betaling af hende. Der gemmer sig nemlig en anden årsag bag også, afslører hun.

»Det, som hun ikke ved, er, at de fem dollar i virkeligheden bliver gemt på en opsparingskonto, som jeg vil give hende, når hun bliver 18 år. Så hvis hun beslutter sig for at flytte, så vil hun have 3.380 dollar (svarende til 22.500 kroner, red.) som en start,« skriver Essence Evans og slutter:

»Denne strategi forbereder ikke kun dit barn på den virkelige verden. Men når de ser, hvor mange regninger der er, så vil de sætte pris på, at du har givet dem en kæmpe rabat (ved at spare penge sammen til dem, red.).«

Den amerikanske mors opslag og opfordring er på fem dage blevet delt mere end 318.000 gange og blevet 'liket' mere end 228.000 gange.

Mange erklærer, at de er enige med hende, og at de har tænkt sig at følge hendes eksempel.

Andre mener dog ikke, at det er den rigtige måde at gøre det på.

'Jeg kan virkelig godt forstå det, men jeg vil ikke forlange, at min søn betaler for at bo, hvor han hører til. Det er efter min opfattelse helt forkert, men når han fylder 16 år, skal han få sig et arbejde for at betale for sin egen benzin og forsikring til sin bil,' skriver Facebook-brugeren Chelsea Jamison i kommentarfeltet, mens Peggy Hetrick skriver:

»Jeg kan virkelig godt lide ideen! Ellers kan du få dem til at betale for at blive klippet engang i mellem. Man skal tale mere med sine børn. Forklar dem, hvordan verden hænger sammen. Gør det lidt efter lidt, når det giver mening. Og giv ikke altid efter for deres luner, men forklar hvorfor du siger og gør, som du gør. Og lad dem altid vide, at du elsker dem og vil være der for dem.'