Mor fandt søns brev til julemanden: Havde et helt særligt og hjerteskærende ønske


Det er ikke usædvanligt, at børn skriver ønskesedler til julemanden og sender dem af sted med posten.
En lille amerikansk drengs brev til julemanden indeholdt dog et ønske, man ikke lige ser hver dag.
Den amerikanske dreng Blake på syv år opholder sig nemlig sammen med sin mor på et hjem for voldsramte kvinder, SafeHaven of Tarrant County i delstaten Texas.
Det skriver CBS News.
'Kære julemand. Vi blev nødt til at forlade vores hjem. Min far var vred. Vi blev tvunget til at gøre alle pligterne. Far fik alt det, han ville,' skrev Blake i indledningen af brevet, som SafeHaven of Tarrant County efterfølgende har delt på Facebook.
'Mor sagde, at det var tid til at tage af sted, og at hun ville tage os hen til et sikkert sted, hvor vi ikke behøvede at være bange,' tilføjer han.
Sammen med sin mor ankom Blake til krisecenteret kort før thanksgiving i slutningen af november.
Siden har de boet der, fortæller bostedets direktør, Micah Thompson, til CBS News. For nogle uger siden fandt moderen sønnens brev til julemanden i hans rygsæk - og det afslørede, hvad han håbede at få.
'Jeg er stadig nervøs. Jeg har ikke lyst til at tale med de andre børn. Kommer du denne jul? Vi har ikke mange af vores ting her,' skrev Blake og tilføjede:
'Kan du tage nogle bøger, en ordbog, et kompas og et ur med? Jeg ønsker mig også en virkelig, virkelig, virkelig, virkelig en god far. Kan du gøre det også? Kærligt, Blake.'
På krisecenterets Facebookside er det siden strømmet ind med medfølelse og med ønsker om at donere gaver til Blake og til de andre børn på krisecenteret.
I en besked oplyser SafeHaven of Tarrant County, at både Blake og hans mor er i sikkerhed, og at han vil få sine ønsker opfyldt takket være gavedonationer via deres initiativ kaldet 'Santa's Sack'.