53-årige Maylis Daubon skal tilbringe de næste 30 år bag tremmer. 

Den franske kvinde var anklaget for at have forgiftet sine egne to døtre, hvoraf den ene døde.

Onsdag blev hun kendt skyldig i alle anklager. 

Det skriver flere franske medier. Blandt dem Le Figaro og Le Monde

Dommen blev afsagt af en retsinstans i Landes-regionen i det sydlige Frankrig.

Sagen går helt tilbage til 2019, hvor den 18-årig Enea pludselig døde efter et ildebefindende. 

Den unge kvinde led af store psykiske problemer og havde ikke været i skole et helt år, da hun døde. 

Obduktionen viste, at hun havde indtaget midlet Propranolol, som er en slags betablokker. Enea havde fået en dosis svarende til cirka 50 piller – en mængde 10 gange højere end normalt. 

Under retssagen fremstillede anklageren Enea »som et barn svækket af overmedicinering«.

Den dag, hun døde, havde hun fået endnu en dosis Propranolol. 

»Om hun fik det, eller om hun selv tog det, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men indtagelsen fandt sted under tvang,« lød det fra anklageren under retssagen. 

Ifølge anklageren var moderens motiv begrundet i Münchausen by proxy. En sygdom, hvor en forældre bevidst skader sit barn for at få opmærksomhed. 

Derudover havde Maylis Daubon en voldsom konflikt med sin eksmand om pigerne, som også menes at have spillet ind. 

Også Eneas søster Luan blev forgiftet, men hun overlevede mishandlingen. 

Da dommen faldt onsdag fortrak Daubon ikke en minde. 

Hun har nu 10 dage til at beslutte, om hun vil anke sagen. 

Ifølge de franske medier er beviserne mod hende dog så klare, at det virker usandsynligt, at sagen får et andet udfald.