Valgkampen forud for det amerikanske midtvejsvalg 3. november spidser til.

Den demokratiske Ohio-guvernørkandidat Amy Actons mor medvirker i en reklame, hvor hun advarer Ohio-indbyggerne mod at stemme på sin egen datter – og beskylder hende for at lyve om sin opvækst.

Reklamen er blevet ramt af usædvanlig modstand og er i vidt omfang blevet delt på sociale medier.

I reklamevideoen siger Actons mor, Donna Arthur, at hendes datter har »et seriøst problem« med at lyve.

»Hun har løjet hele sit liv. Min datter har brug for hjælp. Og hun kan ikke hjælpe dig, hvis hun selv mangler hjælp. Stem ikke på folk, der lyver. Lad hende ikke blive din guvernør. Hvis du tror, hun vil gøre dit liv bedre, bedrager du dig selv,« siger Donna Arthur.

Amy Acton har ikke haft kontakt med sin mor, siden hun var barn, fordi hun blev seksuelt misbrugt af sin stedfar, da hun var 12 år gammel. 

Og ifølge den amerikanske avis The New York Times støttede moren sin mand, da han blev tiltalt for voldtægt. Moren mistede i den forbindelse forældremyndigheden over Amy Acton.

Ifølge kilder tæt på republikaneren Vivek Ramaswamy, der også stiller op som guvernør i Ohio, er det Ramaswamy, der har brugt Actons mor i reklamen, skriver Axios. 

Vivek Ramaswamy stiller op for Republikanerne i delstaten Ohio ved midtvejsvalget.  Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix

Ramaswamys kampagnehold forholder sig i en udtalelse ikke til, om det er dem, der står bag, men fokuserer i stedet på, at Amy Acton er en »serieløgner, der har seriøse problemer med sandheden«, skriver ABC 6.

Acton har delt en erklæring på Facebook tirsdag, hvor hun skriver: 

»I mellem 10 og 12 år blev jeg seksuelt misbrugt af hendes mand, mens min biologiske mor ikke gjorde noget for at beskytte mig.«

»Jeg har altid vidst, at hun var dybt syg og utilpas, og det er trist at se Vivek Ramaswamy udnytte hende til sin egen politiske vinding,« skriver Acton.

Samtidig kalder Actons bror, Philip Stearns, Ramaswamys kampagnestrategi for »ulækker«.