Efter mere end et årtis gemmeleg er det endelig lykkedes australske vildtforvaltere at fange en monster-krokodille, der måler hele 4,7 meter fra snuden til halespidsen.
Den var særdeles vanskelig at fange, og den er formentlig er en af de største, der er gået i nettet i Northern Territory.
Saltvandskrokodillen, der vejer op mod 600 kilo, blev indfanget af rangere i Taylors Park, der ligger cirka 60 kilometer fra byen Katherine.

De har - indtil nu - forgæves jagtet krokodillen i op mod ti år.
»Vi har kaldt den en masse ting i årenes løb, for den har været virkelig svær at indfange,« siger vildtforvaltningsofficer John Burke til tv-strationen ABC.net.au.
Den lange gemmeleg blev endelig stoppet, da den kæmpestore krokodille, af bare vanvare, svømmede ind i fælden, der var sat op for to uger siden.

»Egentlig er de rigtig store fyre nemmere at have med at gøre. De er nemlig vant til at være bossen i deres eget hul, og derfor arbejder de bedre sammen med os, end de små krokodiller,« sagde John Burke.
»Du bliver nødt til at beundre dyrets størrelse, og hvor gammelt det er. Du bliver nødt til at have en smule respekt for det.«