Det er ikke altid nemt at være praktikanten, som er helt ny og uerfaren. For man kan hurtigt komme til at dumme sig. Det kan en praktikant hos streaminggiganten HBO Max skriver under på.

Men så er det godt, at andre med lignende erfaringer på området kan træde til med et godt råd.

Og en af dem er ingen ringere end Monica Lewinsky.

Det hele begyndte med en besynderlig mail, som brugerne af amerikanske HBO MAX modtog i fredags.

Monica Lewinsky var praktikant i Det Hvide Hus. Det endte med en historisk skandale omkring hendes affære med præsidenten. AFP PHOTO.
Monica Lewinsky var praktikant i Det Hvide Hus. Det endte med en historisk skandale omkring hendes affære med præsidenten. AFP PHOTO. Foto: AFP
Vis mere

I emnefeltet stod der 'Integration Test Email #1' og i selve mailen: 'Denne skabelon bruges kun til integrationstest.' Med andre ord noget ligegyldigt indhold fra en test-mail, som ikke skulle sendes ud.

Streamingtjenesten kom hurtigt på banen med en udtalelse om fejlen. Skrevet med et glimt i øjet:

»Vi undskylder for ulejligheden, og mens vittighederne kommer ind, ja, det var vores praktikant. Og vi hjælper dem gennem det.«

Hændelsen med praktikantens uheldige fejl fik den tidligere praktikant i Det Hvide Hus Monica Lewinsky på banen med et selvironisk budskab på Twitter.

Her skriver hun:

'Kære praktikant. Det bliver bedre. P.S. Du skal ikke have en beret på i noget tid, okay?'

Hendes anbefaling om ikke at tage en beret på er en henvisning til et ikonisk foto med Bill Clinton.

For Monica Lewinsky kender om nogen til pludselig at ende i stormvejr som praktikant. Den 46-årige amerikaner blev verdenskendt i slutningen af 90erne for sin affære med den gifte præsident, Bill Clinton.

Det blev med medieopmærksomheden intet mindre end et helvede for hende. I 2003 blev hun blandt andet diagnosticeret med PTSD. Oplevelserne dengang har dog ikke fjernet hendes gode sans for humor.

Hun har gennem årene flere gange tidligere bragt sin fortid på banen som ironiske kommentarer.