Et maleri fra Monets serie 'Høstakke' er blevet solgt på auktion for et af de højeste beløb nogensinde.

Et Claude Monet-maleri er tirsdag blevet solgt på en auktion i New York for 110,7 millioner dollar. Det svarer til cirka 736 millioner kroner.

Der er tale om et maleri fra franskmandens serie 'Meules' fra 1890. På dansk hedder serien 'Høstakke'.

Tirsdagens salg i auktionshuset Sotheby's er rekord for en fransk kunstner.

Yderligere er beløbet blandt de 10 højeste, der nogensinde er blevet indbragt på et auktionshus.

Det er første gang siden 1986, at Sotheby's har haft et maleri fra 'Meules'-serien på auktion.

Claude Monet malede de 25 værker i serien i løbet af vinteren mellem 1890 og 1891 i sit hjem i Giverny, der ligger i den nordfranske region Normandiet.

Alle 25 værker viser det samme motiv, som Monet undersøgte på forskellige tider af døgnet og på forskellige årstider.

Et andet maleri fra 'Meules'-serien blev i november 2016 solgt i auktionshuset Christie's i New York for 81,4 millioner dollar.

Maleriet, der blev solgt tirsdag, er blandt de mest genkendelige Monet-malerier.

Det adskiller sig fra de andre malerier i serien ved sine livlige farver, dramatiske penselstrøg i forskellige retninger og et unikt perspektiv med kun en del af den første høstak i forgrunden.

Den anonyme samler, som havde sat maleriet på auktion, købte det selv i 1986 for 2,5 millioner dollar. Det skete på en auktion i Christie's.

Den hidtidige rekord for et Monet-maleri lød på 84,6 millioner dollar og blev sat i maj 2018, da 'Nymphéas en fleur' fra åkande-serien var på auktion.

/ritzau/AFP