Moldovas parlament udnævner den EU-positive økonom Alexandru Munteanu som landets nye premierminister.

Det sker ved en afstemning i parlamentet fredag, skriver Reuters.

Forinden havde landets præsident Maia Sandu nomineret økonomen til posten som Moldovas premierminister, efter at hendes regeringsparti vandt parlamentsvalget i september.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Munteanu ikke tidligere haft et politisk embede eller nogen politisk erfaring.

Til gengæld har han ifølge nyhedsbureauet arbejdet uden for landet i omkring 20 år og arbejdet med både investeringer og som universitetsprofessor. Han har boet flere år i Ukraine, men flyttede til Bukarest efter krigens begyndelse.

Han er desuden noget af en international borger med både moldovisk, rumænsk og amerikansk statsborgerskab.

Ved parlamentsvalget blev det præsident Sandus proeuropæiske regeringsparti, PAS, der fik flest stemmer med 50,16 procent.

Prorussiske Blocul Patriotic fik næstflest stemmer med 24,19 procent. Herefter fulgte Alternativa, som nyhedsbureauet Reuters beskriver som proeuropæisk, med 7,97 procent.

Moldovas præsident beskrev valget som et eksistentielt øjeblik for det lille østeuropæiske land, der i årevis har svinget mellem russisk og europæisk indflydelse.

Også Ursula von der Leyen, der er formand for EU-Kommissionen, understregede efterfølgende i et opslag på X valgets betydning.

- Du har gjort dit valg klart: Europa. Demokrati. Frihed.

- Vores dør står åben, skrev von der Leyen.

I 2023 fik Moldova sammen med Ukraine status af EU-kandidatland. Dermed er landet på vej til at blive medlem af EU, hvis man fortsætter med at gennemføre de nødvendige reformer.

Og det er noget, landets nye premierminister håber på.

Det fortalte han i et tv-interview i sidste uge, hvor han ligeledes understregede, at han blev "irriteret", når han hørte folk beskrive landet som et af Europas fattigste.

- Jeg kom for at hjælpe, og jeg vil gøre alt for, at vi kan blive medlem af Den Europæiske Union inden 2028, sagde han i interviewet ifølge AFP.

/ritzau/