Moderna, Inc. sagsøger Pfizer og den tyske partner BioNTech for teknologi bag coronavaccine.

Det skriver flere udenlandske medier, herunder Sky News.

De søger altså et endnu ukendt beløb i erstatning, da de hævder, at Pfizer kopierede teknologien, som Moderna havde udviklet adskillige år før pandemiens udbrud.

Her er der tale om en teknologi, Moderna har haft patent på fra 2010 til 2016.

»Vi anlægger disse retssager for at beskytte den innovative mRNA-teknologiplatform, som vi var banebrydende med, investerede milliarder af dollar i at skabe og patenterede i løbet af et årti forud for covid-19-pandemien,« fortæller Modernas administrerende direktør, Stéphane Bancel ifølge mediet.

Teknologien var med til at fremskynde godkendelsesprocessen for vaccinerne – som normalt tager år at fuldføre – og gjorde det muligt at udvikle vaccinen så hurtigt.

Moderna, Inc. og partnerskabet mellem Pfizer Inc. og BioNTech var to af de første grupper, der udviklede en vaccine mod covid-19.