Mitch McConnell afslører: Er ikke klar til at arbejde
Den republikanske senator har misset 38 afstemninger, siden han blev indlagt i juni.

Den republikanske senator har misset 38 afstemninger, siden han blev indlagt i juni.

Den republikanske senator fra Kentucky, Mitch McConnell, har misset de seneste 38 afstemninger i Senatet, siden han blev indlagt 14. juni.
Og der går fortsat noget tid, før den 84-årige senator vender tilbage til arbejdet på Capitol Hill.
Mandag har hans kontor udsendt en ny opdatering om hans helbred, hvor det fremgår, at han endnu ikke er klar til at genoptage arbejdet.
Det skriver NBC News.
»Jeg arbejder stadig hårdt på at komme tilbage til min fulde arbejdsplan i Senatet og Kentucky, og jeg holder trit med intensiv fysioterapi efter mine lægers anvisninger,« skriver McConnell.
»Desværre betyder det, at jeg ikke kan komme til Fancy Farm i Kentucky på lørdag.«

Mitch McConnell blev indlagt i juni efter et fald i sit hjem og har siden været i rehabiliteringsbehandling.
Hans kontor oplyser samtidig, at der endnu ikke er nogen tidsplan for, hvornår han kan vende tilbage til arbejdet.
Tidligere i juli oplyste hans team, at McConnell kortvarigt havde været bevidstløs efter faldet i juni, men at undersøgelser ikke viste tegn på hverken hjerteanfald, slagtilfælde, tumorer eller blødninger.
McConnell har allerede meddelt, at han ikke genopstiller til midtvejsvalget i november og planlægger at gå på pension, når hans nuværende embedsperiode udløber.