Mistede et øje ved overfald: Nu reagerer familien
Deres familiemedlem var ude for et groft overfald. Nu opfordrer familien til at stoppe urolighederne i Belfast.

Deres familiemedlem var ude for et groft overfald. Nu opfordrer familien til at stoppe urolighederne i Belfast.

Familien til Stephen Ogilvie, der mandag blev overfaldet og mistede et øje, efter et overfald i Belfast, har nu udsendt en erklæring.
Det skriver Sky News.
I erklæringen skriver familien blandt andet:
'Vi er fuldstændig knuste over det forfærdelige angreb på vores kære på Kinnaird Avenue.'
'Dette har været et enormt chok for hele vores familie, og lige nu er vores eneste prioritet at være ved hans side og hjælpe ham med at komme sig.'
'Vi vil gerne sige en dybtfølt tak til de lokale, der modigt greb ind under angrebet. Jeres hurtige indsats reddede uden tvivl hans liv, og vi vil aldrig glemme, hvad I gjorde for ham i det øjeblik.'
En 30-årig asylansøger fra Sudan gik mandag aften til angreb på Stephen Ogilvie med en kniv. Han er nu sigtet for drabsforsøg.
En 32-årig familiefar greb resolut ind og stoppede drabsforsøget, da gerningsmanden sad overskrævs på sit offer og ifølge et øjenvidne var i gang med at skære halsen over på ham.
Siden episoden har der været store optøjer på gaderne i Belfast.
Familien skriver:
'Vi er opmærksomme på de spændinger og snak om protester, der følger i kølvandet på denne hændelse. Vi vil gerne gøre det helt klart, at uroligheder om natten ikke er velkomne, og at fredelige protester er den eneste vej frem.'
'Vi har mange indvandrere, der yder et dybt værdifuldt bidrag til vores land, herunder i vores sundhedsvæsen og hotel- og restaurationsbranchen, og vi er afhængige af dem for at få vores land til at fungere.'
'Vi ønsker ikke, at denne forfærdelige tragedie skal bruges til at splitte folk eller nære fjendtlighed.'