Midt under 'Ironman European Championship' i Hamburg begyndte atleter pludselig at få flade dæk.

Ikke én eller to. Men i hobetal.

Det skriver det tyske sportsmedie Tri-Mag.

Ifølge mediet blev der søndag morgen fundet metalsplinter på cykelruten i området Kirchwerder.

Mellem 100 og 150 atleter måtte afbryde deres kørsel på grund af punkteringer. Nogle sportsfolk skal også være kommet til skade på de små metaldele.

Politiet bekræfter over for Bild, at der er fundet metalsplinter på ruten med en diameter på cirka fem millimeter..

»Hvordan metalspånerne er havnet der, ved vi ikke,« siger en talsmand for politiet til mediet.

Ifølge politiet er der foreløbig kommet meldinger fra mindst 50 deltagere om flade dæk.

Sagen efterforskes nu som mulig sabotage og farligt indgreb i trafikken.

På et tidspunkt blev det overvejet, om løbet skulle stoppes, men triatlonarrangørerne besluttede at fortsætte.

Episoden kan nu få store konsekvenser for nogle af deltagerne. 

Hamburg-løbet giver 60 amatøratleter mulighed for at kvalificere sig til Ironman-VM på Hawaii 10. oktober 2026.

Men et fladt dæk kan koste de afgørende minutter.

Det er endnu uklart, hvordan metalsplinterne endte på ruten. B.T. følger sagen.